Birgitte og Jes' hjemmeside

Beretning fra Amerika

Helle og Tony er kommet godt til Mountain View, og jeg er gået på juleferie. Så nu håber jeg bare, at der ikke går koks i betalingerne hen over helligdagene. Det plejer heldigvis at være sådan, at når der ikke er folk på arbejde til at "trykke på den forkerte knap", ligesom Tryksen i den gamle julekalender, så sker der ikke så mange nedbrud.

Jeg har forsøgt at tage et billede af vores lille skurvogn med fuld julebelysning. Det er lidt svært at få til at blive godt, men man kan ane Rudolf og julemandens kane ude til højre, og vores tuja, der må gøre det ud for et juletræ, til venstre.

Glædelig jul og godt nytår

Lørdag d. 10 november

Efter et par venlige opfordringer om opdatering af vores hjemmeside har jeg endelig taget mig sammen og skrevet.

Det er jo længe siden, men vi er kommet godt på plads i vores nye hus og er blevet rigtige glade for alt det vi har fået lavet. Vi (med vi menes håndværkerne:-) har bygget en væg mellem spisestuen og køkkenet, revet en væg ned mellem køkkenet og stuen. Lagt bambusgulv i køkkenet, stuen og Hans Oles værelse, og til sidst malet hele hytten hvid. Vi satte selv vore IKEA-køkken op efter at håndværkerne havde forsøgt at hjælpe, men var kommet til at ødelægge et af skabene. Heldigvis kunne Jes lime og lappe det, så det ikke kan ses.

Jeg nåede at få det meste på plads inden mor og Tony kom (to dage efter vi flyttede ind), men der var dog stadig en del flyttekasser rundt omkring. Mor og Tony havde planer om at lave en sandkasse til Hans Ole, så haven skulle ordnes, inden de kunne lave den. Haven var mest småsten med et langt blomsterbed og et træ/busk. Det lyder nok ikke så slemt, men jorden var enten hård som beton, når den var tør, eller klistret og tung som ler, når den var våd. De to gamle knoklede som gale, for at lave klar til sandkassen. De fik lavet et fantastisk flot sandkasse-skib med mast, rebstiger og kanonmundninger. Hans Ole er meget glad for den og kravler gerne op i masten for at se efter andre skibe? Vi gik også i gang med at forsøge at plane ud til at få lagt rullegræs, men det skulle der lidt mere effektive redskaber til end det, vi havde. Da græsset kom på blev haven bare så flot, men Jes mente, at vi hverken måtte gå på det eller slå det i 3 uger. Så til sidst kom ham der havde lagt græsset og slog det :-) for nu var det altså blevet for langt?

Vi var lige ved helt at glemme det danske sprog for der gik 3 mdr. fra mor og Tony tog hjem til at vores næste gæster kom. Så vidt vi kan huske er det det længste der er gået mellem besøgene i den tid vi har boet i USA.

De næste gæster var Ditte fra spejder og hende kæreste Jacob og deres søde lille pige Carla. Hans Ole syntes hun var rigtig sød, men hun var lidt svær at lege med. De havde en masse planer, så det blev kun til et par dage, men det var til gengæld også nogen super hyggelige dage.

Stefan og Lærke var de næste gæster. Hans Ole var meget optaget af, at Stefan ikke havde hår på hovedet, og meget mistænkelig overfor frisører, da han fik at vide, at de havde klippet det hele af! De skulle selvfølgelig også rundt og se Californien og omegn, bl.a. til Los Angeles for at deltage i et sindssygt mudder løb :-) vi ønskede dem god fornøjelse, men sprang selv over. Stefan lejede en cabriolet til stor undring for Hans Ole :-) en bil uden tag! Til gengæld kørte vi alle sammen til Yosemite hvor Stefan og Lærke vandrede op af en bjergside, mens Jes, Hans Ole og jeg kørte op :-) så mødtes vi igen på toppen? Før vi fik set os om var det desværre tid for dem at tage hjem igen.

Men det gjorde bare at vi havde tid til at glæde os til at Ole og Janne kom og vi alle sammen skulle til Hawaii. Men da min far hørte vi skulle til Hawaii ville han også af sted. Jeg skyndte mig at bestille billetter så vi kunne komme til Honolulu sammen med far og Annette. Så først til Maui med Ole og Janne i september og så til Honolulu i oktober med far og Annette :-) fantastisk?

Da Ole og Janne kom, havde de lige nogen dage inden vi skulle rejse til Hawaii, så de kunne vende sig lidt til døgnrytmen. Vi havde 10 dages næsten total afslapning :-) noget vi alle nød, og som Jes især havde brug for. Vi boede på et gammelt hvalfanger-hotel næsten alene, for der var ikke mange andre gæster. Vi var også lidt rundt på øen, som var meget våd og grøn på den ene side og total knas tør på den anden. Vi var også til Luau med hofte-svingene hula-piger og lår-klaskende mandfolk, så der var noget for enhver smag? Men det bedste var nok da vi var på snorkel-tur. Her så Ole en stor havskildpadde, men da han kaldte på os andre var det som om alle forstod dansk. Pludselig var alle henne ved Ole for at se skildpadden, så det var lidt svært at komme tæt på den. Man måtte da heller ikke røre dem, får de er fredede. Desværre blev Jes syg de sidste par dage af noget han havde spist, så han lå i sengen. Jeg prøvede at holde Hans Ole væk og forklarede at far var syg i maven, så han havde brug for ro. Til sidst savnede Hans Ole sin far så meget, at han græd og råbte, at han også var syg i maven :( Så Jes måtte mande sig op og hygge lidt med ham.

Hjemme igen fik vi kun lige pakket ud inden det var tid til at Ole og Janne skulle hjem og vi skulle gøre klar til de næste gæster, nemlig far og Annette. De havde også kun et par dage fra de kom til vi skulle af sted til Honolulu og da der præcis 12 timers tidsforskel mellem Danmark og Hawaii er det lidt af et jetlag man skal over. Pearl Harbor ligger ved Honolulu, så det var selvfølgelig et sted vi måtte besøge. Men først skulle vi tjekke ind på hotellet, som var noget af en skyskraber. Vi skulle bo på 21. etage men der var 43 etager i alt! Far og Annette havde en fuldstændig fantastisk udsigt over havet, mens Jes og jeg måtte tage til takke med smal stribe bjergudsigt mellem andre høje hoteller :-) vi var lidt misundelige. Pearl Harbor var rigtig spændende, men det var ikke alt som Hans Ole kunne kommer med at se, så vi måtte dele besøget over to dage hvor Hans Ole og jeg hyggede ved stranden den ene dag, mens de andre tog andet besøg på havnen. Jes havde ikke så meget ferie tilbage så vi sendte ham hjem mens vi andre tog tre dage mere. Så blev der også tid til at snorkle lidt med far, men bølgerne var lumske og klipperne skarpe så det var ikke uden skader. Far fik også en lille pig fra et søpindsvin i fingeren, heldigvis fik han den ude uden problemer.

Lige nu glæder vi os over at Rafaella, en pige fra Hans Oles dagpleje, og hendes far og mor flytter ind i et hus her i parken. De bor to gader bag os, så der er for langt til at de bare kan løbe over til hinanden, men det er super dejligt at de er så tætte på. Og Hans Ole synes hun er rigtig sød, og vil meget gerne lege med hende, så jeg krydser finger for at de kan hygge sammen. Hendes mor er gravid og skal føde til februar, så der bliver også dejligt for mig, at der er endnu en som går hjemme lige rundt om hjørnet.

Vi skal fejre jul i Californien sammen mor og Tony, så det glæder vi os til. Det bliver dejligt at se Hans Ole hjælpe bedstemor og bedstefar med pynte juletræet, eller hvad vi nu finder på af julehygge. Jes skal arbejde mellem jul og nytår, så der tager vi andre nok til Solvang. Det er en "dansk" by som ligger 5-6 timers kørsel syd fra os. Jeg krydser fingre for sildemadder og tebirkes :-) og måske en lille træstamme. Nej nej, der er da ikke nogen som savner dansk mad og en god bager?

Heldigvis har vi allerede købt billetter til vores næste besøg til Danmark. Vi ankommer i starten af maj og bliver i 16 dage, så det bliver dejligt. Vi skal flyve direkte mellem San Francisco og København med SAS, så må vi se hvordan Hans Ole klarer en lang flyvetur.

Den sidste måndes tid har der selvfølgelig været meget dækning af valgkampen, vi har ikke fulgt så meget med, når vi alligevel ikke kan stemme. Men som skandinaver, der tager offentlig sygeforsikring som en selvfølge, så lød det næsten helt komisk at høre Mitt Romney argumentre for, hvordan Obamas tiltag i den retning var roden til alt ondt.

En sjov historie: Kort efter vi flyttede herover fik vi et brev om, at vores forsikringsselskab i en periode havde taget ulovligt høje præmier, og vi kunne vælge at deltage i et gruppe-søgsmål. Vi tænkte at det ikke kunne skade, så vi svarede ja. Efter mere end halvandet år havde vi troet at vores erstatning var under bagatelgrænsen. Men så i sidste uge fik vi en check med posten, på hele 16 cent. Så kan vi i hvert fald have det godt ved at vide, at vi har bidraget til at advokaterne har kunne brødføde deres familier mens sagen har stået på.

Nok for nu :-) hyg jer og ring endelig hvis I savner at høre vores stemmer? (Vores nummer 45 80 00 48 koster almindelig dansk takst.)

Lørdag d. 11 februar - Huskøb

Før jul havde Jes utrolig travlt på arbejdet. De var vist "kommet til" at lave en fejl, som kostede Google dyrt, men det betød, at jeg selv måtte rundt og købe julegaver, og hvad vi nu ellers skulle have med til Danmark. Det lyder jo ikke til at være noget problem når man går hjemme, men herover går mange jo hjemme, så der var bare en million koner i butikkerne. Derudover skulle jeg tænke på størrelse, vægt og selvfølgelig prisen. Det tog mig en evighed, da jeg ikke kunne finde ud af organisere mig særlig godt, men det lykkedes at få købt gaver, pakke tøj til Hans Ole og mig selv + få Jes hjem inden vi skulle flyve til Danmark - mission complete:-)

Vi skulle mellemlande i Chicago, en ca. 4 timers flyvetur hvor Hans Ole sov to af de timer. Derefter videre til København på en 7 timers flyvetur, heldigvis havde vi medvind så turen tog kun 6 timer. Hans Ole var en super flyver og sov 5 af de 6 timer. Vi kunne næsten ikke få armene ned over vores dejlige dreng. Vi landede godt trætte, men med en udhvilet og super oplagt søn - hvad kan man ønske sig mere? Vi havde aftalt at Ole og Janne skulle hente os, men selvfølgelig kunne mor og Tony ikke holde sig væk, så de var også i lufthavnen. Det var dejligt at se dem allesammen, og især at se Hans Ole kaste sig fra det ene sæt arme til det næste. Vi holdte Hans Ole på forskudt tid, så han var længe oppe, men også sov længe om morgnen. Vi vågnede dog alligevel midt om natten og især Jes havde svært ved at komme over sit jet-lag.

Juleaften tog vi i Borup kirke for at høre mor og Tony spille, og selvom Hans Ole er rædselslagen ved brag og andre høje lyde, havde han slet ikke noget imod deres spilleri - bare rolig vi har skam bestilt tid til at få tjekket hans ører:-) Juleaften blev brugt hjemme hos Ole og Janne sammen med Mads (Jes' bror) og hele hans familie. Der var så mange gaver til børnene, at de næsten opgav, at pakke dem allesammen op. Hans Ole fik rigtig mange gode gaver, men den bedste var dog en bog om tog, som han sad med meget af aftenen. Da vi gik i seng lå Jes og jeg og læste i hver vores bog. Det så Hans Ole og han spurgte efter sin bog, hvorefter han også lå og læste i sin seng. Han lå og bladrede rundt hvorefter han gentagne gange sagde "Guffer, Ole, Theodor". Det tog os noget tid, før det gik op for os at han læste "G O T", eller "tog" bagfra - så sødt. Første juledag var vi hos Jes' farmor og farfar, hvor Jes' faster og hende familie også var. De har en tradition med at synge "Nu det jul igen" igennem hele huset. Hans Ole syntes, at det der med at gå rundt om træet, var noget mærkelig noget. Men det, med at løbe hele huset rundt, syntes han var helt fantastisk, så da vi kom hjem, blev han ved med at sige: "jul og påske" = lad os løbe lejligheden rundt mens vi synger:-) Anden juledag var vi hos min far og Annette - vi kom som de første og gik som de sidste, godt selskab kan man aldrig få nok af. Hans Ole fik et par høreværn, som han kunne bruge nytårsaften af Guffer (min bror Henrik, Hans Oles gudfar) Det var en super gave, da selv bordbomber gør ham bange.

Så gik turen til Hovborg med et par dages hygge sammen med mor og Tony. Det var dejligt afslappende selvom tiden fløj afsted, og før vi havde set os om, var det tid til at tage tilbage til Sjælland. Vi rejste hjem mandag d.2/1, så søndag blev brugt på at sige farvel til så mange som muligt. Først var aftalen "bare" at Mads + familie (6 personer:-) ville komme forbi. Men det ville Jes' mormor da ikke gå glip af, så hun kom også forbi. Nå, men når mormor kommer ville Jes' farmor og farfar da også lige komme forbi - hvad betyder to mere. Kort inden de allesammen kom ringede Jes' morbror, og spurgte om han måtte komme forbi, for han ville da også gerne lige nå at sige hej, inden vi skulle sige farvel. Snakken gik højt og alle hyggede sig under den meget uformelle sammenkomst, og ind af døren tråder Jes' moster. Hun syntes det var synd hvis der ikke kom nogen og sagde farvel til os:-)

Hjemturen gik ikke helt så godt som udturen, men vi skal ikke klage, for Hans Ole legede og hyggede sig uden de store tude-ture eller drama-skrige-ture. Så alt i alt gik vores juleferie super godt.

Som I nok allerede har hørt, har vi købt en "hus-vogn" i en trailer-park. Vi glædede os rigtig meget til at overtage, og havde lavet aftale med handy-mænd om at komme forbi 4 dage før overtagelsesdatoen for at gennemgå, hvad de skulle lave. Desværre opdagede Jes og handy-manden at taget var utæt. PANIK!!! Jes skyndte sig at ringe til ejendomsmægleren, som gentagne gange havde fortalt os, at taget var i fin stand. Vi måtte insistere på at få taget inspiceret af en fagmand, og ikke af mæglerens handy-mand, (som da vi så ham lignede en der startede dagen med en kold Porter fra kassen.) Tag-fagmanden fortalte os at taget skulle skiftes, da det der lige nu udgjorde taget ikke kunne betagnes som et rigtig tag! Derudover havde han taget billeder af flere revner, som han skønnede ville blive til huller inden længe - øv. Vi forsøgte at få et nedslag i prisen, men mægleren var sk... sur, og temmelig svær at snakke med. Men hun sagde hun ville snakke med sælger. Et par timer senere fik vi en mail fra mægleren, om at sælger ville sagsøge os for fortabt fortjeneste på huset, hvis vi ikke lukkede handlen med det samme. Vi havde jo skrevet under på at købe huset som beset, så det var vores egen fejl at ikke havde tjekket taget forinden. Jeg vil gerne indrømme, at jeg var meget gal på den mægler, som jeg synes snød os. Hun sagde så mange gange at taget var i fin stand, og lige var blevet tjekket, så vi skulle ikke bekymre os om det. Og vi var bare for dumme, at vi troede på mægleren. Det der gør hele historien endnu mere dum er, at mægleren bor i samme park. Hvad hun siger om os må stå for hendes egen regning, men vi vil ikke tale dårlig om hende (til de andre i parken:-) MEN vi anbefaler hende så sandelig heller ikke:-)

Nå, men nu er håndværkerne kommet i gang og de er meget flittige. Det går fremad med lynes hast, lidt for hurtigt til Jes' smag. Han synes de sjusker lidt rigeligt, og jeg må indrømme, at det er lidt svært, at se hovede og hale i det hele. Men Hans Oles værelse og køkkenet har fået gipsvægge, og de har næsten fået klargjort til at sætte glasfilt på væggene i hele hytten. Så der mangler sådan set "kun" at få sat glasfilt på væggene, malet, lagt gulv og sat køkken op. Selvom de måske har travl, har de bare at blive færdige snart, da vi skal være ude af lejligheden d.29 februar. Ja, og så har mor og Tony meldt deres ankomst d.2 marts.

Torsdag d.2 februar passede Rosario fra Daycare til klokken 9 om aftnen, så vi forældre kunne tage ud og hygge os. Jeg havde lavet en snyde-aftale med Lisbeth for at overraske Jes. Så han troede han lige så godt kunne arbejde til sent, da jeg alligevel ikke var hjemme. Men efter jeg havde afleveret Hans Ole i dagplejen kørte jeg til frisøren for at blive klippet. Frisøren var vist kineser eller noget i den stil og meget svær at forstå, men jeg forklarede at det bare skulle være lidt kortere - sådan cirka skulderlængde. Hun spurgte om jeg ville have et "V-cut" hvilket jeg sagde lød fint, da jeg regnede med at det betød, at det ville gå ned i en spids på ryggen. Nå men hun drejede mig væk fra spejlet og så gik hun ellers i gang. Jeg kunne ikke se mig selv, men jeg følte bare, at jeg blev mere og mere skallet. Men da hun var helt færdig, drejede hun mig hen til spejlet, og jeg blev meget positiv overrasket - syntes faktisk, at det så super godt ud. Videre hen og købe noget nyt tøj, hjem og rydde op, ud og købe ind til hygge-mad, ringe til Jes og sige at Lisbeth havde "aflyst" så han alligevel godt måtte komme hjem. Da han så kom hjem, stod der en "ny" kone og ventede på ham med lækker hygge-mad. Han blev meget overrasket, da han så mig og sagde, at det så meget anderledes ud! Men efter lidt tid blev han enig med sig om, at det så pænt ud:-)

Vi er i gang med at potte-træne med Hans Ole, så det bliver til en hel del ture til toilettet - og lidt ekstra vasketøj:-)

Søndag d. 27 november - Thanksgiving

Jeg havde fri torsdag of fredag i denne weekend i anledning af "Thanksgiving". Traditionen går vistnok tilbage til en gruppe engelske bosættere, der efter mange strabadser fejrede deres første høst sammen med lokale indianere. I nutiden fejres den ved at man samles i familien, og spiser en masse, så på den måde er det ikke så anderledes end danske højtider.

Min leder havde skrevet rundt og spurgt, om der var nogle der havde lyst til at mødes torsdag til frokost på en restaurant. Det var Birgitte og jeg med på. Det var meget hyggeligt. Der kom ikke så mange, men Birgitte kunne hilse på nogen af dem, jeg arbejder sammen med. Min leder kommer fra Kina, så han havde fundet en ægte kinesisk restaurt. Det er føste gang vi har fået indbagte hønsefødder. (Birgitte sprang dog over.)

Vi havde også været så heldige, at min kollega Bradford, der kommer fra Tennesse, havde inviteret os over til dem tordag aften. Bradford og hans kones søskende og forældre bor stadig i Tennesse, så vi var ikke så mange om bordet, som de plejede at være. Men det havde ikke afskrækket Mary fra at stege en hel stor kalkun, så der var i hvert fald mad nok til os.

Fredagen efter Thanksgiving er traditionelt den dag hvor jule-udsalget starter. På vej hjem torsdag aften så vi et sted, hvor allerede var 30 meter kø uden for et stormagasin, hvor folk ventede på at de åbnede til midnat.

Birgitte glemte for resten at skrive, at mens hendes far og Anette var herovre, oplevede vi et lille jordskælv, som kunne mærkes i gulvet, og vi kunne høre at husents træ-konstruktion knirkede en smule. Vi har oplevet noget i den stil omkring tre gange herovre.

Tirsdag d. 8 oktober - hvor der er hjerterum er der husrum

Det er jo ved at være længe siden, jeg sidst har skrevet, så bær over med mig hvis det bliver en mindre roman.

Vi havde en fantastisk ferie i Danmark, og en rigtig god fælles fødselsdag. Desværre skulle Jes alt for hurtigt hjem, men Hans Ole og jeg fik tid til at tage på familie-besøg. Vi tog på camping med min far og Annette i tre dage. Prøv og gæt hvor mange af de tre dage det regnede! - Godt gættet alle tre dage. Vi måtte ud og købe regntøj og gummistøvler til Hans Ole, så han kunne få lov til at hoppe i vandpytterne. Efter campingturen søgte vi varme i mors sommerhus. Der blev der både tid til lidt shopping og en tur i zoologisk have. Vi lavede selvfølgelig en masse andre ting og besøgte mange, men mon ikke jeg heller må videre i teksten.

Hans Ole og jeg havde en yderst stressende tur hjem igen. Vi skulle mellemlande i Chicago og havde kun 1½ time til at skifte i. Det lyder måske ikke så slemt - MEN - det tager en evighed gennem paskontrollen og så skal man hente sine kufferter og slæbe dem gennem sikkerhedstjek. Hans Ole var bestemt ikke i humør til bare at stå stille og jeg var ved at få stress over at se minutterne flyve forbi. Heldigvis fik jeg lov til at komme frem i køen, og med Hans Ole halvt flyvende efter mig løb vi gennem lufthavnen. Jeg var henne ved gaten 5 min. før flyet skulle lette. Til min store forundring sad der en masse mennesker og ventede. Jeg tænkte at jeg var så sent på den, at det var folk som ventede på næste fly. Jeg skyndte mig hen til skranken for at høre, om det var for sent, eller om jeg var løbet hen til den forkerte gate. Damen kiggede lidt underligt på mig og sagde, at jeg skam var det rigtige sted, og at jeg bare skulle slappe af, så skulle de kalde, når det var tid til at gå ombord. Måske kunne hun se, hvor forvirret jeg var, så hun forklarede mens hun pegede på en skærm. "Vi er forsinket pga. en teknisk undersøgelse af flyet. Det betyder, at vi tidligst flyver om en time." Jeg kunne have kravlet i et musehul! Her havde jeg, med rundsave på albuerne, mast mig frem i køerne for så at finde ud af at vi slet ikke havde travlt. Jeg håber ikke der var nogen der så mig bare sidde der og glo ud af vinduet. Vi kom ombord og var så heldige at have tre sæder at brede os over. Så kunne Hans Ole ligge lidt ned, hvilket gjorde at han faldt i søvn næsten med det samme. Jeg var også dødtræt, så der gik heller ikke mange øjeblikke før jeg sov. Pludselig vågnede jeg ved at Hans Ole faldt på gulvet. Han havde vendt sig i søvne, og da sædet sad løst, havde det vippet ned på gulvet - sammen med Hans Ole. Vi begge blev så forskrækkede, så det blev ikke til så meget søvn efter det. Men vi kom resten af vejen hjem uden større begivenheder.

Efter kun et par dage hjemme, fik vi besøg af Ida og Klaus, som Jes har kendt siden folkeskolen. Jes var i syvende himmel, for nu kom der endelig en, som gerne ville tage med ham på "Computer History Museum". Mens drengene hyggede sig, tog vi tøser på shoppingtur, ingen klagede over den fordeling. Hans Ole blev passet af Lisbeth den ene aften så vi kunne tage op på "Grand View", som er en restaurant, der ligger på en bjergside. Udsigten var fuldstændig fantastisk, og det var dejlig med lidt voksentid.

Vi sagde farvel til Ida og Klaus, og gjorde os klar til næste hold gæster. Mads og Janni (Jes' lillebror og kone) skulle komme omkring aftensmadstid, men efter en tur hvor næsten alt, som kunne gå galt, gik galt, hentede Jes dem i lufthavnen omkring kl.2 om natten - trætte og uden deres bagage. Så det første vi måtte gøre næste dag, var at køre ud og købe noget nyt tøj. Heldigvis kom kufferterne allerede om aftenen, hvor de blev leveret ved vores hoveddør. Mads og Janni havde lejet bil og skulle både nå at se Los Angeles og Las Vegas, så de var væk hele ugen. Så selvom vi havde gæster, så vi ikke så meget til dem. Og før vi viste af det skulle de hjem igen.

Nå men i gang med at rydde op, støvsuge, vaske sengetøj o.s.v. for nu blev det svigermor og svigerfars tur til at komme. De havde også lejet en bil og skulle rundt og se landet. Jes og jeg havde lejet bil lige da vi flyttede herover af en lokal afdeling af Budget, og var tilfredse med dem. Så vi havde anbefalet Ole og Janne at bruge dem også. Jeg kørte dem ned til biludlejningen og gik med ind for at hente nøglerne. Manden bag skranken stod og "lurede" lidt, hvorefter han udbrød: "Dig har jeg da set før. Hvor har du gjort af din lille dreng?" Vi snakkede lidt frem og tilbage, og han kunne sagtens huske os, og at vi havde købt en Volvo. Jeg må sige jeg var noget imponeret.

Ud af døren med svigermekanikken for nu blev det tid til at min far og Annette skulle komme. Da hverken far eller Annette har prøvet at flyve så langt, var vi alle lidt spændte på, hvordan det skulle gå. De skulle flyve meget tidligt, så inden jeg gik i seng kunne jeg lige nå at ringe og ønske dem god tur. Da jeg ringede, var de endnu ikke tjekket ind, men var blevet bedt om at vente, da der var noget med deres billet. Jeg hoppede i seng og regnede med, at de ville ringe, hvis der var problemer. Jeg kunne alligevel ikke lade være med at ringe til Henrik (min storebror) for at høre, om han vidste, om de overhovede var kommet afsted. Det var de, og turen var forløbet uden problemer. De havde stået til over flytning til en senere afgang, men efter at de havde klaget deres nød, kom de med den oprindelige afgang. Jes og jeg var enige om, at give dem en på opleveren, og det fik de. Jeg havde lavet en plan for deres ferie, så der var ikke mange øjeblikke hvor de kunne slappe af. Far fyldte 60 år mens de var her. For at fejre det tog vi op på "Grand View", her blev kromutter så glad for, at vi havde været der flere gange, at hun gav desserten. Den slags forpligter jo, så forbered jer på, at vi skal derop og spise hvis I kommer forbi. Sammen med Henrik gav vi far en flyvetur over Grand Canyon samt rundvisning i Hoover dæmningen. Far, Annette, Hans Ole og jeg kørte til Las Vegas for at se, hvor fladt og kedeligt landskabet kunne være, og hvor mange forskellige slags bjerge/bakker vi skulle over. Jes tog flyveren og ankom fredag aften. Efter 10 min. inde i kasinoet havde far fået nok af blinkene lys og støj. Det passede jo også fint for hele lørdagen gik med flyveturen over Grand Canyon og turen ud til Hoover dæmningen. Selvom det var en gave til far, var vi så frække, at vi også tog med. Flyveturen over Grand Canyon var fuldstændig fantastisk. Det kan slet ikke beskrives, og selvom vi tog mange billeder, kan de ikke gengive, hvad vi så. Vi var alle sammen helt høje af turen, da vi kom ned igen. Hoover dæmningen var nok mest for herrerne, men det var da lidt skræmmende at kunne mærke, hvordan det rystede i gulvet pga. vandet, som fossede i rørene under gulvet. Der var stor sikkerhedtjek, når man skulle ind i dæmningen, og det kan man godt forstå, når man har set, hvor stor den er, og man kan dårlig forstille sig, hvor galt det kan gå, hvis nogen springer den i luften. Vi satte Jes på en flyver søndag eftermiddag, og begav os selv hjem i bilen. Selvom vi kørte den samme vej hjem igen, var det som om vi aldrig havde kørt der før. På et tidspunkt kørte vi forbi en kæmpe ko-farm. Jeg tror aldrig, jeg har set så mange køer samlet på et sted i hele mit liv.

Efter at jeg havde kørt far og Annette til lufthavnen, skulle vi til Halloween-fest nede i Hans Oles dagpleje. Vi havde selv lavet vores kostumer, hvilket også kunne ses. Jeg var Den Lille Havfrue, Jes var en livgarde og Hans Ole var et lille Danmarkskort. Det var meget hyggeligt og vi fik mulighed for at snakke lidt med de andre forældre. Vi vandt for bedste udklædning, og selvom vi blev lovet en præmie, har vi endnu ikke set den. Vi er nu ligeglade, for det er mere æren end præmien, vi gik efter.

Jeg har været lidt frustreret over vores dagplejemor. Hans Ole er vældig glad for at være hos hende, og vi er også glade for hende. Vi ser bare lidt forskelligt på tingene. Hans Ole fik "lektier" for! Vi fik en mappe med hjem, hvor hun havde lave papir med tallene 0-5 på. Så skulle vi hjælpe ham med at skrive tallene og sætte det rigtige antal klistermærker på. Derudover fik vi 5 bogstaver. Vi skulle så finde de samme bogstaver i aviser og blade, klippe dem ud, og klister på et stykke papir. Vi skulle også lave tegninger med ting, som startede med de forskellige bogstaver. Selvom vi synes, vi har en god og dygtig dreng, må jeg indrømme, at dagplejemoren vist havde skudt lidt over målet. Hans Ole havde ingen idé om, hvad han skulle, så det blev hurtigt mine opgaver og ikke hans. Jeg blev nød til at fortælle hende, at som to-årig skal man altså ikke have lektier for, og at det var fint de lavede opgaverne hos hende, men at jeg gerne ville lave andre ting med Hans Ole. Hun tog det pænt, men er ked af, at han kun er der to dage om ugen, for han når jo ingenting på den tid. Hun vil gerne have ham fuldtid, og synes næsten det er syndt for ham. Vi synes jo, han er heldig, at han ikke skal passes mere end to dage. Ja, vi ser nok bare forskelligt på tingene.

Hans Ole tester os næsten dagen lang, men heldigvis er hans sprog blevet bedre, så nu kan man snakke med ham. Han er meget interesseret i bogstaver. Og for at prale lidt kan han genkende: L = Lisbeth, T = Theodor/Thomas (tog), F = farfar, M = Mads/morfar, J = Janni, A = Anders, B = Birk, E = Enya, G = Guffer (gudfar) og selvfølgelig H og O for Hans Ole. Vi synger ABC-sangen flere gange om dagen og ind i mellem kan man høre ham synge a b c d f t - han er nu meget sød:-) Han er også meget glad for sangen om papegøjen fra Amerika fra Folk og Røvere i Kardemommeby. En dag, da jeg hentede ham fra dagpleje, nåede vi at høre den 10 gange på repeat. Han bliver vist aldrig træt af den sang.

Beklager med det blev en mindre roman:-)

Torsdag d. 15 september - tilbageblik efter 1 år

Nu har Birgitte og jeg skrevet under på en 1-års forlængelse af vores lejekontrakt. Det fik mig til at tænke på, at der allerede er gået næsten et år siden vi flyttede herover.

Tiden er gået hurtigt, og alligevel er der sket meget. Der er mange ting, som når jeg tænker tilbage var fremmedartet for os, men jeg nu ikke skænker en tanke. Når der er muffins i kantinen, så tager jeg dem med en tang - ellers risikere man sure blikke, idet man tilsyneladende formodes ikke at være i stand til med sine bakteriebefængte pølsefingre kun at berøre den kage, man har tænkt sig at tage. Jeg synes også at det er den naturligste ting i verden, at der på indersiden af døren i toilet-båsen sidder opslag om hvordan man skriver gode unit-tests til sin programkode, eller at Google har rabat-ordning på solfanger-anlæg til hjemmet - noget jeg ikke kunne lade være med at smile over, da jeg først så det.

Jeg tænker ikke længere over, hvor finpudsede mange af de systemer jeg bruger i hverdagen er. Møde-invitationer går selv fra email til firma-kalenderen, og derfra videre til min Android-telefon. Når telefonen minder mig om, at jeg har et møde om 10 minutter, så viser den mig bygningens grundplan med en nål i det lokale, hvor mødet skal foregå.

Der er ikke så mange medarbejdere, der har bord-telefoner (og det har jeg det meget fint med,) så jeg har også vænnet mig til, at bruge chat til at stille hurtige spørgsmål til kolleger, der sidder langt væk. Førhen var jeg modstander af ICQ og andre chat-systemer, dels fordi jeg synes at en email-korrespondance var mindst lige så god, og dels fordi alle de forskellige chat-systemer var proprietære. Jeg må dog indrømme, at en hurtig chat-session i mange situationer betyder meget mindre spildtid end lange email-korrespondancer. Desuden er det sådan, at den chat-funktion som er indbygget i Gmail bruger den åbne standard XMPP, (ligesom alle email-servere altid har brugt den åbne standard SMTP), og det betyder for begges vedkommende at alle i princippet kan starte deres egen chat-server/email-server og brugere hos forskellige udbydere kan kontakte hinanden. Det er denne standardisering, der har gjort den email vi kender i dag så uendelig meget mere nyttig end andre elektroniske post-systemer, der fungerede indefor hvert firma, og krævede aftaler og teknisk integration firmaer imellem, for at kunne udveksle post.

Jeg føler mig efterhånden hjemme i de dele af programkoden, som jeg oftest arbejder med, og Java-sproget har jeg også vænnet mig til at bruge. Det har taget sin tid, men det gjorde det egentlig også sidste gang jeg skiftede job. Jeg er den type der starter nedefra med først at forstå hvordan hver del af systemet grundlæggende fungere, for så at sætte brikkerne mentalt sammen og danne en forståelse af samspillet. Jeg duer ikke rigtig til at starte med de store træk, for derefter at sætte mig ind i detaljer. Så jeg ville nok få svært ved at fungere som arkitekt eller designer, hvis jeg blev sat på et eksisterende kompliceret system og forventedes at kunne bygge videre på det, ud fra en forståelse af de overordnede linier.

Jeg bliver gradvist mere produktiv hos Google, men jeg har lært en del om mine egne evner og begrænsninger. På mit tidligere job sad jeg i en gruppe, der udviklede software-komponenter som var tænkt som fælles byggeklodser i firmaet. De andre programmører, der arbejdede på forskellige projekter, blev opfordret til at benytte vores komponenter. I vores gruppe var vi hurtige til at stemple andre som Cowboy-programmører, hvis de gik enegang og fandt på egne løsninger i stedet for at bruge de komponenter, som vores gruppe foreslog. Når jeg ser tilbage bliver det dog klart, at jeg selv har betydelige cowboy-tendenser, idet jeg f.eks. på eget initiativ formulerede et deklarations-sprog til tilstandsmaskiner og uden at vende det med kollegerne "sneg" en oversætter til dette ind i byggesystemet, så det derved blev en del af komponent-værktøjskassen.

Hos Google er der faste procedurer for, at mindst en anden programmør skal sige god for en tilføjelse, før den kan medtages i revisions-systemet, hvilket effektivt forhindrer Cowboy-programmering. Jeg kan sagtens forstå baggrunden for sådan en regel, men jeg har været vandt til at arbejde koncentreret med én opgave ad gangen, fra undersøgelse, implementation og til test, i perioder på alt fra et par timer til et par uge. Det at vi hos Google må vente på kommentarer fra en kollega, og det kan i mange tilfælde tage flere dage, gør at jeg i mellemtiden må begynde på andre opgaver, og når kollegaen vender tilbage har jeg tit glemt halvdelen af hvor jeg var nået til med den første opgave. Jeg vil tro at jeg på nuværende tidspunkt har ti forskellige ændringer i luften, men i hovedet kan jeg kun komme i tanke om formålet med tre af dem, de andre må jeg slå op på skærmen for at huske på, og for at se om det er mig eller nogle andre, der forventes at tage næste skridt.

Både produktions-serverne, min arbejdscomputer og min bærbare kører varianter af Linux. Det er fantastisk rart, jeg kan godt lide, at grænsefladerne mellem de forskellige software-komponenter på min computer er dokumenterede (om ikke andet, så igennem kildeteksten), og man har mulighed for at finindstille eller helt udskifte enkelte komponenter i operativsystemet, hvis man har lyst. (TWM er noget der dur.) Det er heller ingen hemmelighed, at jeg generelt synes at Windows er en værre gang makværk. Så snart man gerne vil foretage sig noget, som der ikke er en færdiglavet funktion til, så er man på herrens mark. På Linux derimod har man alle muligheder for at kombinere kommandoer på utallige måder, så for programmører er det lige sagen. Jeg glæder mig over, at Google stort set har udfaset Windows.

Jeg har lært rigtig meget på det første år, men kommer stadig hurtigt på dybt vand, hvis et spørgsmål vedrører program-komponenter, der ligger op af dem, jeg har arbejdet med - og det sker tit. Det kan være at der skal gå endnu et år før jeg rigtig kan være til hjælp, hvis en bruger kommer til mig med spørgsmål.

Mandag d. 15 august - slut med bladguld

Jeg læste i morgenavisen, at mine chefer havde haft checkhæftet fremme i weekenden, idet de havde købt Motorolas mobiltelefon-division for den nette sum af 65 milliarder kroner.

Det bliver interessant at se, hvad Google nu vil stille op med en mobil-forretning, der selv i USA ikke er i nærheden af fordums storhed, og har kørt på kanten af underskud i nogen tid nu. Det er ikke nogen hemmelighed, at Googles Android system er blevet presset af bl.a. Apple og Microsoft med patent-sagsanlæg, så man kan spekulere på om Google primært har tænkt, at ved at købe en bunke mobil-patenter kan de afskrække andre teknologivirksomheder fra at forfølge Google, idet begge parter (ligesom i den kolde krig) på den måde har skyts nok til at sende modparten helt i gruset.

Under alle omstændigheder må der være noget slunkent i kassen nu, så jeg skal nok ikke regne med at få flere chokoladekager med bladguld i den nærmeste fremtid. Til gengæld kan det være, at der vanker en Motorola Xoom i julegave, dem har de vist rigeligt af på lager.

Tirsdag d. 12 juli - så går turen til Danmark

Så varer det ikke længe før vi skal ombord og er på vej over Atlanten. Jeg vil bare lige skrive, at vi regner med at ankomme til Kastrup onsdag kl 13:20 med SAS flyvning SK944 fra Chicago.

Vi glæder os rigtig meget til at se jer alle!

Onsdag d. 22 juni - beretning fra Danmarkstur

Her følger Birgittes og Hans Oles oplevelser, da de tog til Danmark.

Væggeuret ringede klokken 4:45, og selvom jeg ikke havde sovet særlig meget i løbet af natten, var jeg bestemt ikke vågen da vækkeuret ringede. Da Jes og jeg havde gjort os klar, blev Hans Ole hevet op i sidste øjeblik. Så afsted til lufthavnen. Vi kørte klokken 5:30, og vi var bestemt ikke de eneste på vejen. Men vi kom frem næsten 2 timer før afgang, så vi havde god tid - troede vi! Først hen i en kø for tjekke ind, så videre til næste kø for at få yderlige betjening - så gik der en time med det. De kunne ikke printe et bording kort ud til min næste rejse, men de forsikrede mig at det ikke var noget problem. Mit pessimistiske jeg var ikke overbevist. Det var meningen at vi ville spise morgenmad sammen i lufthaven, men da kø-ståningen havde ædt vores tid, måtte vi sige hastigt farvel til Jes. Det var lidt trist at det blev så stresset, men klumpen i halsen blev rigelig stor, så det var godt det ikke trak ud.

Hans Ole fik lov til at sidde på sit eget sæde, så han var bare ellevild. Jeg skulle mellemlande i Washington, og første flyvetur gik over al forventning. Hans Ole fik stor ros og jeg var en stolt mor. Det ændrede sig!

Vi havde 1½ time til at skifte fly i, og det skulle der ikke være noget problem i. Men 5 forskellige elevatorture, en bustur OG en togtur senere syntes jeg, tiden var ved at løbe fra mig. For jer som tror at jeg for vild - så gik jeg efter skiltene som forhåbentlig viste den hurtigste vej. Det var bare den mest sindsyge lufthavn jeg nogensinde har været i.

Jeg kom frem til skranken ved gaten og fandt billetten frem, og det gjorde ikke noget at jeg endnu ikke havde noget bordingkort. Men da minutterne gik mens damen tastede og tastede på computeren, begyndte jeg at blive bekymret. Vi kom med og fik plads på bagerste række, hvilket jo er ligemeget for vi kommer jo frem på samme tid alligevel. Men når man sidder bagerest får man mad og drikke som de sidste. For den meget mad-glade Hans Ole var det ikke helt tilfredstillende. Men jeg havde heldigvis kiks, ostehaps og andre godter med, så vi klarede os, til det blev vores tur til at få mad.

Hans Ole hyggede sig med sit legetøj, og især hans nye togbog var et hit. Den er fyldt med knapper som siger forskellige lyde, men da stewardessen for tredje gang kiggede meget strengt på os, måtte jeg pakke den væk. Hans Ole tog det pænt og begyndte bare at lege med noget andet. Da vi ville lande i København tidligt onsdag morgen, ville jeg meget gerne have Hans Ole tog sig en ordentlig lur i flyveren, men det hele var bare så spændende, at det var svært at falde i søvn. Jeg spurgte om de ville dæmpe lyset hvilket de gjorde kort efter. Men eftersom vi sad på bagerste række, fik vi alt lyset fra det bagerste "køkken". Med hiv og sving lykkes det mig at få Hans Ole til at sove i en times tid.

Der var en hel del turbulens, som ikke var særlig voldsom, men næsten konstant i 3-4 timer. Halvanden time inden vi skulle lande gav Hans Oles mave op og han kastede op. Jeg blev ærgerlig over, at han havde klarede det så fint, og så bliver han syg lige inde vi lander -øv. Men som en stewardesse sagde til mig, skulle jeg være glad for det var nu, og ikke en halv time efter vi var lettet - for så ville der være lang vej tilbage. Det var nok meget godt, hun fik mig til at se positivt på tingene.

Min mor og Tony hentede os i lufthavnen, og vi tog hjem til dem og fik lidt morgenmad, men da klokken blev 11.30 måtte vi give op og tage os en lur. Vi kørte hjem til Ole og Janne, hvor vi ville have base i løbet af vores besøg og spiste aftensmad der.

Torsdag var en af de sjoveste dage jeg længe har oplevet. Jeg havde ikke fortalt min veninde Diana at jeg var i Danmark, så jeg ville komme forbi og overraske hende. Og det lykkedes:-) Hun troede ikke sine egne øjne da jeg parkerede i hendes indkørsel. Det var så sjovt at snyde hende og se hendes ansigt, da det gik op for hende at det var mig. Diana har fået en søn 1. marts og det var meget underligt for mig at se hende med endnu et barn, når jeg slet ikke havde set hende med mave på. Hans Ole viste dog med stor tydelighed, at han ikke ønskede sig en lillebror. Hver gang jeg nærmede mig lille William gjorde Hans Ole alt for at få min opmærksomhed. Men han behøver ikke at bekymre sig - der er ingen lillebror i sigte.

Lørdag skulle vi til bryllup i Esbjerg med Anders og Lisbeth. Theodor skulle også døbes ved samme lejlighed. Hans Ole og Theodor var så glade for at se hinanden igen, og de løb op og ned af kirkegulvet. De var bare så søde at se på, og umulige at blive irriterede på. Da Theodor fik vand i håret stod Hans Ole og kiggede meget nysgerrig på. Da præsten var færdig med Theodor gik Hans Ole hen til præsten og hev ham i kjolen. Han kunne simpelthen ikke forstå hvorfor det kun var Theodor som måtte lege med vandet. Med en masse fagter og lyde forsøgte han at forklare at han da også gerne ville have lidt vand i håret. Jeg fik dog afledt hans opmærksomhed og han opgav sit forehavende:-) Lisbeth havde hyret babysittere til alle børnene, hvilket var super dejligt. Desværre blev Hans Ole overtræt og kastede op efter forretten, så det blev en meget kort fest for os. Det var lidt surt at have rejst så lang, og så være nød til at tage afsted så hurtigt. Men heldigvis bor vi ikke lang fra hinanden, så drengene kunne lege sammen igen da vi kom hjem.

Tirsdag var vi hjemme hos min far og Annette. Far var på arbejde, men Hans Ole og jeg hyggede os sammen med Annette. Jeg havde fået lov til at bestemme, hvad vi skulle have at spise, så det skulle være fiskefilet med remoulade og nye kartofler. Da Annette ville gå i gang med at ordne kartoflerne fik hun det dårligt og Henrik (min bror) kørte hende på skadestuen. Der viste det sig at hun havde fået en blodprop i hjertet, så det var godt Henrik kørte hende afsted med det samme. Heldigvis har hun det godt og har ingen mén. Det var noget af en forskrækkelse, men det var godt, der blev handlet hurtigt, og at hun har det godt igen.

Tiden gik alt for hurtigt, og inden vi fik set os om, var det blevet lørdag og tid til vi skulle flyve hjem igen. Igen var der problemer med billetten. Eller det vil sige, det kun var Hans Oles billet, der var et problem. Han havde faktisk to billetter! Han var spædbarn, men med en børnebillet. Det var åbenbart mere end hvad SAS' computersystem kunne klare. Men efter lidt tasteri og et telefonopkald lykkedes det at få et boardingkort til Hans Ole også.

Hans Ole klarede tur hjem igen endnu bedre en udturen. Han var bare så sød og alle mine bekymringer om at flyve alene med ham er kraftig formindsket. Og så satte kampen ind for at komme på San Francisco-tid igen. Og forberedelserne til næste tur til Danmark:-)

Fredag d. 17 juni - hatten på omgang

Da jeg arbejdede hos FOSS skete det tit, når kolleger havde fødselsdag eller jubilæum, at der var indsamling til en fællesgave. Det var gerne sådan, at initiativtageren skrev en email rundt til alle, om at der lå en konvolut i tredje skuffe under hans skrivebord, hvor man kunne lægge et tilskud, og skrive sig på et kort.

Det var selvfølgelig bedst, hvis den, der blev samlet ind til, ikke lagde mærke til at vi alle raslede med mønterne. Så efter at have læst email'en, måtte man prøve at finde et tidspunkt, hvor man kunne snige sig over til skuffen.

I dag fik jeg en email fra en kollega i Google, der havde taget initiativ til til indsamling til en gave til en vordene mor i afdelingen. Men idet vi arbejder med elektroniske betalinger til hverdag, så var der ikke behov for raslen med mønter. Vedkommende havde puttet et link i emailen, og idet jeg allerede havde tilknyttet mit kredit-kort til min gmail-konto, så kom jeg direkte ind på en side, der spurgte om jeg ville bidrage med et vist beløb til gaven, og med et klik var det klaret.

Tirsdag d. 3 maj - besøg igen

Først det vigtigste - vores fødselsdag bliver flyttet til søndag d.17/7. Så skynd jer at flytte krydset i jeres kalendere. Vi er nemlig blevet inviteret til barnedåb om lørdagen, og jeg skal være fadder, så det vil vi ikke gå glip af.

Vi har haft besøg af mor og Tony. Hans Ole havde travlt med at lege cirkus-klovn, indtil det gik op for ham, at de blev et stykke tid. Men py ha, hvor er det hårdt hele tiden at skulle optræde. Det tog et par morgner før han blev helt fortrolig med, at der altså var nogen i hans værelse når han vågnede. Men den lille mand nød, at der hele tiden var selskab.

Den første aften havde jeg lavet spare ribs, og det var noget der faldt i Tonys smag. Herovre er det en ret populær ret, og der er en hel del mere kød på benene, end der er i Danmark. Men når vi nu er ved maden, bliver jeg nød til også at fortælle om Tonys lille uheld. Nede for enden af vejen ligger der en lille morgenmads cafe. Jes og jeg havde ikke være dernede, men der holder altid mange biler, så vi tænkte den måtte være god. Derfor tog vi alle sammen ned på cafeen for at spise morgenmad en dag. Vi fik omeletter og selvfølgelig pandekager. Mor og Tony syntes der var lidt koldt, så de valgte at beholde jakkerne på. Tony ville gerne have ketchup på omeletten, så han gav den rigeligt. Desværre var det bare ikke ketchup men chili-sovs! Den stakkels mand tog først sin jakke af, så tømte han sin juice, for til sidst at forsøge at tørre sveden af panden. Ja I har gættet rigtigt - efter den omelet frøs Tony ikke mere:-)

Mor og Tony tog også en tur til San Fransisco, og det lød på dem, som om de gik hele byen rundt. Mor ringede og spurgte, om jeg ikke ville hente dem på stationen, da deres fødder ikke kunne gå mere. Da jeg hentede dem udbrød mor: "Jeg er slidt helt ned til brystholderne".

Vi var også en tur til San Jose, som ligger nede i bunden af bugten. Der ligger et hus som er ret specielt. Damen som boede i huset mistede både sin mand og barn tidligt, hvilket gjorde hende lidt skør. Hun gav indianer-ånder skylden for hendes tab, og for at formilde ånderne mente hun, at hun skulle blive ved med at bygge ud på sit hus. Derfor var der mærkelige små rum, døre som åbnede op for en væg, og trapper som ikke førte nogen steder hen. Der var et stort jordskælv i starten af nittenhundredetallet, hvor der skete store ødelæggelser på huset. Det var selvfølgelig ånderne som mente, at hun forsømte dele af huset. Derfor lukkede hun af for den del af huset som hun allerede have byggede ud på, så hun kunne give resten af huset hendes fulde opmærksomhed. Det var underligt at gå rundt i et køkken, som ikke havde været i brug i over hunderede år, men som så ud som den dag, de lukkede for den del af huset.

Vi hyggede rigtig meget, og flere aftener blev brugt på at spille kort. Vi spillede mest Whist, og Jes var helt vild og drømte sig tilbage til gymnasie-tiden. Vi var dog ikke særlig modige, så 7 gode var vist noget af det vildeste, der blev meldt.

Hans Ole er blevet gladere for at blive afleveret i daycare, selvom han stadig kan finde på at brokke sig lidt. Når jeg siger, at vi skal ned til Rosario siger han "nej nej nej" eller "no no no", men når jeg løfter ham ud af bilen, skynder han sig op til døren for at banke på. Rosario (dagplejemoren) mener, at det er på tide at begynde at potte-træne med ham. Jeg er ikke helt så sikker, men da hun fortale, at de allerede var begyndt at træne med nogle, som er yngre end Hans Ole, tænkte jeg, at han i hvert fald ikke skal ligge under for tøserne:-) Så nu prøver vi stille og roligt. Indtil videre kan han sige "pu pu". Det betyder dog sjældent, at der rent faktisk er noget i bleen. Men han synes det er sjovt med potten, og det er jo det vigtigste.

Vi er tit ude og cykle i weekenderne, og Hans Ole elsker det. Han henter selv sit sæde, og siger han skal have hat på. Han sidder på stangen af Jes' cykel og hjælper gerne far med at styre:-) Han er ikke så glad for, at Jes nogen gange slipper styret med den ene hånd, så peger han på styret indtil Jes holder fast med begge hænder igen. Dog synes han det er sjovt at række hånden ud, når vi skal dreje.

For et par uger siden var der familie parade på hovedgaden. Det var meget hyggeligt at se på, men også lidt sølle. Det var lokale foreninger, der bare gik ned gennem gaden og vinkede til folk. Hans Ole var dog ret begejstret for de blinkene brandbilerne, som også var med i paraden. Da politibilen kom forbi råbte han "wiu wiu". Det syntes politimanden åbenbart var meget sødt, så han startede sirenen lige ud for Hans Ole. Jeg er ret sikker på at der skete et lille uheld i bleen, for hold da op hvor blev han forskrækket.

Nok for denne gang. Nu går der ikke så lang tid før Hans Ole og jeg kommer til Danmark. Vi glæder os rigtig meget og kan næsten ikke vente.
Hyg jer til vi ses

Torsdag d. 7 april - finanslov

Finansåret i USA løber fra Oktober til September, så vi er godt halvvejs inde i det nuværende år. Normalt fremlægger præsidenten et forslag til budget i løber af foråret, som så behandles af de to kamre i parlamentet, og tilrettes indtil der er flertal for forslaget i begge kamre, og præsidenten siger god for det.

Dog var det sådan, at i sommeren 2010 kunne parlamentet ikke opnå enighed, og måtte dagen før det nye budget skulle træde i kraft vedtage et nød-budget, som kun varede i to måneder. Det var hensigten, at med det pusterum kunne de forhandle det rigtige budget på plads. Det lykkedes bare ikke, og de måtte igen vedtage et nyt midlertidigt budget for to uger, og sådan er det blevet ved. I mellemtiden har der været valg til parlamentet, og det er endt sådan at Republikanerne har flertal i det ene kammer, mens Demokraterne har flertal i det andet. Det har ikke ligefrem gjort det lettere at opnå flertal for et og samme forslag i begge kamre. Ingen af dem vil gerne ses som dem, der bøjer sig, og godkender et forslag, som kommer fra det andet kammer.

Det sjette og foreløbigt sidste nød-budget udløber i morgen fredag 23:59. Og hvis det ikke bliver forlænget, vil de fleste myndigheder lukke dørene på det tidspunkt. (Der er undtagelser, f.eks. bliver fængselsbetjente, brandmænd og luftfarts-personale på jobbet.)

Det virker helt vildt at politikerne kan gå helt i baglås på den måde, jeg kan huske at der i Danmark har været debat om finanslove, og at de nogle gange er blevet vedtaget med snævre flertal, selv om der fra starten var udtrykt ønsker om brede forlig, men aldrig at der har været situationer hvor der ikke kunne vedtages nogen ny finanslov.

Jeg kan dog godt se, at det kan være svært at lægge et budget, som er let at være glad for. Sidste år var der et underskud på 10% af bruttonationalproduktet, og at komme nødlidende banker til hjælp og samtidig forsøge at skabe nye job til amerikanerne er ikke gratis, så underskuddet kan let gå hen at blive endnu større i år. Det mener de ekstreme republikanere i te-selskabet at man kan rode bod på ved at skære udgifterne, f.eks. bistandshjælpen, som de mener burde afskaffes. Det er selvfølgelig udelukket, hvis man spørger Demokraterne. Dog er realiteterne i USA, at de udskudte offentlige udgifter til pension og andre overførselsindkomster hober sig op i et tempo, så de om få årtier kan æde hele landets budget.

Nå, det kan ikke hjælpe noget at dvæle ved det, det har vi alligevel ikke meget indflydelse på.

En helt anden munter historie: I dag gik Hans Ole rundt hjemme og pegede på telefonen og sagde "far". Så måtte Birgitte ringe op, og da han hørte min stemme nærmest råbte han "HEJ". Førhen har hans ellers bare lyttet og pustet i røret. Så det var noget af et fremskridt at han kunne sige både "hej", "far", "love you" og "bye bye" i røret med lidt hjælp fra sufflør.

Fredag d. 25 marts - "Performance review"

Efter at have arbejdet for Google i snart et halvt år, er det blevet tid til mit første "Performance Review" (bedømmelse af min ydeevne).

Det foregår ved at jeg dels selv evaluerer, hvor godt jeg synes det er gået mig på hver af de projekter, jeg har arbejdet med, og især hvor stor indvirkning jeg mener at mine bidrag har haft på projektet/firmaet. Og dels svarer et udvalg af mine kolleger på, hvor meget de synes, at jeg har bidraget med. Disse evalueringer behandles af en komité bestående af et antal senior-medarbejdere.

Resultatet af komitéens arbejde bruges til en efterfølgende medarbejderudviklingssamtale.

Jeg må indrømme, at det var lidt svært at finde områder, hvor jeg mener, at mit arbejde har bidraget med stor indvirkning. De fleste af de opgaver, jeg har påtaget mig, har været at rette op på fejl i eksisterende systemer og andre småopgaver. Det har været en god måde for mig at lære, hvordan tingene foregår hos Google, men ikke noget hvor jeg har bidraget på en banebrydende måde.

Jeg bryder mig heller ikke om at fremhæve mig selv og "smøre tykt på" med hensyn til mine resultater. Så på skalaen for hvor stor indvirkning mine bidrag har haft på firmaet, har jeg krydset af ret lavt.

Til tider føler jeg mig lidt som en fisk på land. Efter et halvt år er jeg akkurat blevet fortrolig nok med udviklingsprocessen, til at jeg kan tilføre middelmådige bidrag. Men jeg har ikke det overskud jeg plejede til at kunne komme med banebrydende tekniske idéer.

Måske er jeg for hård ved mig selv, for der gik vel også 6-12 måneder, før jeg havde den slags overskud hos Foss. Men jeg kan ikke lade være med at få lidt præstationsangst, når vores chef siger til min mentor, at der må være noget galt med designet af den software-komponent, jeg arbejder med, når det kan tage så lang tid at komme op i tempo sammenlignet med andre programmører, der startede samtidig med mig, men arbejder på andre komponenter.

Nu må vi se hvad mine kolleger skriver om mig, selv om der nok går måneder før det hele når igennem.

Jeg har før nævnt, at Google har en udførlig 8-trins job-rangstige, og et af de håndgribelige resultater af dette første "Performance review" vil blive, at jeg skal placeres ind på et passende niveau.

Google forventer at senior-udviklere (trin 4 og op) tager ansvar for prioritering, og initiativ til at koordinere med relevante medlemmer af andre udvikler-hold. Det er ingen hemmelighed at jeg er ret indadvendt, og foretrækker at sidde og fordybe mig i tekniske udfordringer, så derfor er det noget begrænset hvilket initiativ, jeg har vist. Jeg har derfor forberedt mig på, at Google i denne omgang rykker mig ned til trin 3.

Tirsdag d. 8 marts - Masser af besøg

Det er jo ved at være længe side vi sidst har skrevet noget, så nu vil jeg lige sende et par linier.

Sidst i Januar fik vi besøg af Jes' forældre, som blev hos os i 14 dage. Hans Ole genkendte dem med det samme - nok p.g.a Skype. Han ville meget gerne holde dem i hånden, men undgik i lang tid at se dem i øjnene. Det var dejligt at se at samtalerne over Skype har gjort, at de på ingen måde er fremmede for ham - men lidt genert er man vel altid. Vejret viste sig fra den rigtig gode side mens de var her, så nogle af formiddagene blev brugt på altanen.

Hans Ole er ikke så glad for at blive afleveret i dagplejen, så det var vigtigt for mig at forsætte rutinen med ham. Det betød at Hans Ole skulle i dagpleje to dage om ugen. De dage tog Ole og Janne til San Francisco på egen hånd. De dage måtte Jes og jeg så gå hjemme som bekymrede forældre og vente på de kom hjem fra byen. Men de fandt uden problemer rundt i S.F. og gik selv hjem fra stationen, så ingen grund til panik:-)

Vi bestemte os for at tage på weekend-tur sammen, så lørdag pakkede vi bilen og kørte syd-på. Det var en fantastisk tur ned langs kysten. Vejret var blevet lidt dårligere, men udsigte var stadig fantastisk. Vi havde lejet en hytte ved nationalparken Big Sur og skulle udforske noget af parken søndag. Vi skulle dog lige have lidt aftensmad om lørdagen og den blev indtaget på en restaurant lige ved siden af hytten. Der blev vi betjent af en meget spøjs tjener - for at sige det mildt. Han havde halv-langt sort hår, sort jakkesæt og sorte blanke sko. Det er der jo ikke noget galt i hvis det ikke lige var fordi han gik og talte/sang lidt for sig selv. Han kendte ikke menukorte og havde ingen idé om hvor store portionerne var eller hvor stærkt maden var. På et tidspunkt "sneg" han sig ind på mig for at fortælle at nu ville der ikke gå så lang tid før mad ville komme. Vi fik mange gode grin på hans bekostning.

Søndag regnede det næsten uafbrudt og vi havde selvfølgelig ikke regntøj eller paraplyer med. Så udforskningen af parken blev desværre ikke til noget. Vi bestemte os for at tage til Monterey i stedet for. Der ligger et stort akvarium, og selvom det var lidt dyrt, fløj tiden afsted for der var så meget at se på.

Det var rigtig hyggeligt at have besøg, men det kostede lidt på sidebenene! Ole kan ikke drikke kaffe uden at få kage til - og man skal jo have formiddags-, eftermiddags- og aftenkaffe. Hold da op hvor blev der bare spist meget kage. Jeg må indrømme at min selvdisciplin kunne ligge på et meget lille sted, så selvom jeg ikke drikker kaffe røg der en hel del kage ned:-)

Selvom jeg ikke tror Hans Ole helt forstod, hvad der skulle ske, da vi sagde farvel i lufthavnen, forstod at det ikke var noget godt. Han græd/brokkede sige fra vi havde vinket farvel, til vi nåede ned til bilen. Og der stoppede han faktisk kun fordi vi lokkede med kiks.

Jes har været på ski-tur med Google. Han skulle med bus kl. 5 om morgenen og kom først hjem igen omkring midnat. Det havde vist været en rigtig hyggelig tur, men det kan han selv fortælle mere om.

Vi fik også et uventet besøg, da Jes gymnasie-ven Jens skrev en mail og spurgte om han måtte komme forbi. Han var på en konference, men ville da gerne lige hilse på os, hvis vi havde tid. Vi havde en hyggelig aften, men ved 20-tiden måtte Jens og hans kæreste give op overfor jetlag'et og sige tak for i aften. Det var lidt sjovt at få uventet besøg fra Danmark og Jes og jeg snakkede meget om det.

Desværre har vi i den sidste tid været plaget af en del sygdom. Det startede med at Jes havde Roskilde-syge. Det gav han så videre til Hans Ole som hver anden dag i mere end en uge kastede op i sengen. For at være helt ærlig blev jeg ret træt af opkast og syge mænd. Det er så blevet efterfuldt af snot og feber. Så bare fordi vejret er varmere slipper vi alligevel ikke for sygdom - øv.

Vi har lige haft besøg af to af mine veninder fra spejder. Det var rigtig hyggeligt og de havde heldigvis tid/lyst til at tøse-snakke. Vi var rundt og shoppe, men de var rimelige dårlige kunder, for de brugte en evighed på bare at kigge uden at købe noget. Især det økologiske supermarked vakte stor beundring:-) Det var bare så hyggeligt, og det er dejligt med venner som man ikke har set i lang tid, men hvor snakken bare flyder uden pinlige pauser.

Vi er blevet inviteret til Lisbeth og Anders' bryllup og Theodors barnedåb til maj. Det betyder at Hans Ole og jeg kommer til Danmark fra d. 25/5 til d. 4/6. Og så kommer vi alle tre d. 13/7 - Jes tager hjem igen d. 19/7, mens Hans Ole og jeg først flyver hjem d. 4/8. Vi har fået lov til at låne Ole og Jannes have til at holde kombineret fødselsdag som vi plejer. Derfor må godt allerede nu sætte kryds i kalenderen ved lørdag d. 16/7 til fødselsdags-frokost og selvfølgelig rundbold:-)

Om en lille uge drager vi igen mod lufthavnen. Denne gang for at hente min mor og Tony. Så skal der hygges igen - noget vi efterhånden er blevet rigtig gode til, og aldrig bliver trætte af:-)

Slut for denne gang - hyg jer til vi ses
Birgitte

PS. Jeg har lige set "Italiensk for begyndere" i fjernsynet. Det var helt underligt at se en dansk film med engelske undertekster. Men det var fedt at se danske skuespiller og lytte til dansk tale. Selvom jeg ikke synes det er en storfilm måtte jeg da lige se den alligevel:-)

Fredag d. 21 januar - Høje forventninger

I beslutningen om at tage spinget til Amerika og Google vejede det tungt for mig, at jeg forventede at møde nye udfordringer, og lære en masse. Hos Foss og især Evalesco før da, var jeg nok nået et niveau, hvor jeg ikke lærte så meget nyt om C++-programmering.

Jeg må indrømme, at selv om der er rigtig meget programmerings-teknisk at lære hos Google, så er det ikke på den front, at jeg er blevet udfordret mest.

Hos Google spiller mellem-ledere end mindre rolle end andre steder, jeg kender. Det forventes i mange tilfælde at programmører selv tager initiativ, hvis der mangler afklaring, og finder ud af hvilke andre interessenter der måtte sidde i andre grupper og så koordinerer møder og afklarer.

Det er gået op for mig, at jeg har været temmelig forskånet i på mine tidligere arbejdsplader. Hos Evalesco var vi ikke andre, end der sad i samme lokale, så der var ikke så meget at finde ud af, mht. hvem der skulle koordineres med. Hos Foss var jeg så heldig at have en meget kompetent projektleder, der formåede hele tiden at være på forkant, og forudse hvor der var kunne blive behov for afklaringer, sådan at han satte møder i stand, som jeg så deltog aktivt i.

Derfor har jeg hos Google nogle gange følt mig lidt på dybt vand, når jeg kunne fornemme, at min leder forventede at jeg selv fandt ud af, hvem der kunne hjælpe mig, eller hvem der skulle aftales noget med. Men det er nok godt at jeg får den slags udfordringer, og på høje tid kunne man måske mene.

Google har en 8-trins rangstige for programmører, og de har udførlige beskrivelser af, hvilke tekniske og administrative evner og opgaver, der hører til hvert trin. Ud fra mit CV havde Google provisorisk placeret mig på trin 4, som Senior Software Developer, men efter min præstation indtil videre mener min leder at jeg nok passer bedre på trin 3. Når jeg læser om trin 4, så er jeg faktisk enig. Jeg er nok ikke moden nok til at varetage de opgaver, som Google forventer af en senior udvikler.

Det går dog efterhånden bedre. I dag er jeg på vej hjem fra Googles kontor i Boulder, Colorado, hvor jeg har været i to dage for at mødes med kolleger fra en anden gruppe, som vi har berøring med. Jeg synes at vi kom frem til gode konklusioner, som jeg har nedskrevet sammen med en plan for hvad de næste opgaver bliver for hver gruppe. Jeg håber at min leder nu vil synes, at det var værd at sende mig afsted.

Jeg kan ægre mig lidt over, at Google har sat mig på et projekt, der ikke bruger det programmeringssprog jeg er bedst til, så jeg kunne få mulighed for at demonstrere mine evner. På den anden side er det helt fint, at de vil betale mig det samme, mens jeg fjumrer og lærer en masse nyt, både om programmeringssprog, og om at agere i en større virksomhed.

Tirsdag d. 11 januar - Hans Oles dagpleje

Jes havde en ekstra fridag mandag d.3/1. Han tog faktisk på arbejde, men undrede sig over, hvorfor der ikke var så mange biler på parkeringspladsen. Da han kom op på kontoret og så der kun var 3 andre der var kommet, fattede han mistanke om der var noget galt. Så efter han havde tjekket mails kom han hjem igen. Det sjove var, at vi aftnen før havde snakket om at Google havde lukket nogen mandage om året. Men Jes var da overbevist om, at de da ikke havde lukket på den første arbejdsdag! Men vi blev hurtig enige om at det var et dejligt sted at arbejde - man skal ikke starte arbejde på en mandag efter en ferie:-)

Men eftersom Jes havde fri tog vi sammen ned til Hans Oles Daycare. Dagplejemoren hedder Rosario og er fra Peru. Hun kan tale engelsk, men taler primært spansk til børnene, så Hans Ole bliver multi-sproget! Hun var meget begejstret for hans navn. Hun har selv en bror som hedder Hans og Olé ligger jo lige til højrebenet for en, som taler spansk. Da vi kom, gik Hans Ole straks i gang med at lege og undersøge alle tingene, så det tydede jo godt. Der er både børn som er ældre og yngre end Hans Ole, og Theodor er jævnaldrende med ham. Hun sagde hun havde plads til 14 børn, men havde ikke så mange for tiden. Hun har en medhjælper hvilket nok også er nødvendig hvis man har 14! Selvom hun virker som om hun har styr på tingene, håber jeg godt nok ikke at der kommer 14 børn.

Hans Ole skal gå der mandag og onsdag fra ca. 8-16. Det er nogen lidt lange dage, men det heller ikke sikkert han er der så lang tid hver gang. Han får mad, men vi skal selv have bleer og vådservietter med. Jeg blev noget overrasket over prisen - 65$ pr. dag. Det er nok derfor hun er vant til at man ikke "kører ind". Jeg aftalte med hende at vi bare ville komme forbi den første mandag for en time. Jeg sagde farvel og gik uden han brokkede sig, så jeg havde det rigtig fint med at gå. Da jeg kom tilbage sagde Rosario at det var gået rigtig godt. Han havde ledt lidt efter mig, men var ikke blevet ked af det. Det var så den indkøring. Rosario vil gerne have ham fuld tid i morgen (onsdag), så det får hun lov til. Hun har mit nr. og ringer selvfølgelig hvis der er noget. Men med den pris er det klart at man ikke bruger flere måneder på at køre ind.

Nu skal jeg så finde ud af hvad mine "fridage" skal bruges på. Jes er lidt bekymret over, at jeg har mit eget kreditkort til hans konto. Så jeg må prøve at holde shoppe-niveau'et nede:-) Ellers skal jeg nok cykle lidt eller gå ture i bjergene - eller læse en bog uden at blive forstyrret 117 gange. Det skal nok blive godt, og jeg glæder mig over at Hans Ole får noget social omgang med andre børn, mens jeg får et pusterum fra ham.

Vi tæller dage ned til at Ole og Janne (Jes' forældre) kommer og besøger os. Så må vi se om de kan få dagene til at gå - især når Hans Ole er i Daycare:-) Vi glæder os til at vise hvor vi bor, for det minder ikke meget om Amerikanske film. Vi hører ingen, der skyder, eller sirener fra politibiler. Det kan jo lyde rigtig kedeligt, men vi kan nu godt lide det:-)

Hyg jer og hils omkring
Birgitte

Søndag d. 2 januar - God jul og godt nytår

Som Jes allerede har skrevet havde vi en rigtig hyggelig jul i hytten ved Lake Tahoe. Der var bare så flot, og sneen lå som et tykt tæppe over det hele. Vejende var heldigvis rigtig flot ryddet, så det var ikke noget problem at køre derop, men bare for at være sikre havde vi købt sne-kæder til bilen. Der var da også påkrævet at have sne-kæder på da vi skulle hjem, hvis man ikke kørte i en 4-hjulstrækker. Det var vi overbeviste om at vi gjorde, så vi kørte forbi alle rastepladserne, hvor folk lå på alle fire for at sætte kæderne på. Vi blev da også bare vinket igennem tjekpunktet og kørte uden problemer over bjerget. Men da vi kom hjem opdagede Jes at det slet ikke er en 4-hjulstrækker, vi kører i, og at vi derfor burde have ligget sammen med alle de andre. Men jeg er overbevist om, at der i Danmark ligger langt mere sne på vejende end der var på vejen over bjerget. Uanset hvad så kom vi uden problemer hjem igen.

Vi havde nogle rigtig hyggelige dagen hvor vi kælkede, gik ture og ikke mindst spiste en masse god mad. Vi havde købt ind til andesteg, rødkål, hvide og brune kartofler og ikke mindst ris al'amande med kirsebærsovs. Der manglede bestemt ikke noget og vi alle tre havde trommesyge efter aftensmaden. Hans Ole havde fået rigtig mange gaver, og efter at have haft pakke-kalender hele december, vidste han præcis hvad det med gaver gik ud på. Vi behøver dog ikke onde familiemedlemmer der køber larmende legetøj - det kunne vi skam sagtens klare selv. Jeg havde købt en æske med 3 bilen hvor den ene var en brandbil som kunne sige noget. Det viste sig senere at de alle tre kunne sige noget, og resten af aftenen var det Hans Ole ynglings legetøj. Og det bedste var at starte alle tre på en gang - hold da op hvor kunne de larme, og der var selvfølgelig ikke nogen off-knap.

Vi gik også ture rundt i området og trak Hans Ole på kælken. Da vi kom ned til søen ville jeg gerne gå lidt langs søbredden. Det første stykke gik det fin selvom vi sank godt ned i sneen, men lige pludselig gik jeg i til hoften med det ene ben. Jeg blev mega forskrækket og nærmest kravlede tilbage til vejen. Jes grinede af mig og syntes jeg overdrev en del. Dagen efter gik vi ud i "haven" for at lave en snemand. Jes ville gerne se lidt nærmere på grunden og gik lidt rundt - lige indtil han selv sank i til livet. Ja godt gættet - så var han også lige pludselig færdig med at vandre rundt:-)

Jes skulle på arbejde tirsdag og onsdag mellem jul og nytår, men onsdag aften kom Lisbeth og Anders forbi til lidt aftensmad. Det plejer at være Hans Ole, som er den der spiser mest af ham og Theodor, men den aften gav Theodor Hans Ole baghjul. Alle fire voksne sad med åben mund da Theodor gerne ville have en fjerde portion:-) Vi hygger os godt i hinandens selskab, og det er dejligt at havde nogen som kommer forbi uden at det behøver at være til "fin" middag.

Jeg var også til køreprøve - igen. Jeg bestod ikke min første køreprøve og var derfor temmelig nervøs anden gang. Den motorsagkyndige siger kun hvilken vej du skal køre, ellers siger de ikke noget. Det lykkes mig da også at høre forkert ved første vej jeg skulle dreje. Og i stedet for at gentage hvilken vej han ville have mig, sagde han jeg selv måtte bestemme. Jeg drejede til venstre hvorefter han påpegede at jeg altså skulle havde drejet til højre. Der er altid dejligt at være i selskab med nogen mennesker som nyder der magt over andre mennesker. Jeg bestod, men kan alligevel ikke lade være med at blive irriteret over måden den køreprøve forgik på. Det hele er så bureaukratisk og de sidder der med deres notesblok og sætter krydser og minusser uden at se prøven som en helhed. Nå men nok med brok - og syv-ni-tretten skal jeg ikke til flere prøver.

Nytårsaften skulle vi være sammen med Lisbeth, Anders og to af deres venner. Det var rigtig hyggeligt. Vi havde alle noget forskelligt med til middagen, og Jes og jeg skulle står for kransekagen. Det har vi jo prøvet før, men herover koster marzipanen en arm og et ben, så vi ville også selv lave marzipanen. Hvis vi skal sige det selv blev det faktisk en rigtig fin kransekage. De andre har ikke været i Danmark i flere år til nytår, så de var ellevilde over den, så det er nok ikke sidste gang vi gør det.

Det er ikke nogen stor ting med nytår herovre, så villavejen var helt død klokken tolv og de fleste narboer var gået i seng. En enkel nabo kom forbi klokken elleve for at fejre Colorado-nytår! Klokken 11 var klokken 12 i Colorado. Vi fik ham overtalt til at blive en time så han kunne komme ordentligt ind i det nye år. Det vildeste fyrværkeri vi kunne finde var en pose med knald-perler og små "snoretræk-bordbomber". Det var da også vildt nok for Hans Ole for han skreg i dødsangst, hver gang der blev trukket i en bordbombe. Til sidst måtte de andre gå ud hver gang de vil kaste en knald-perle eller trække en bombe. Vi grinede en del da Lisbeth påpegede, at han ville være rigtig dårlig som jagthund. Naboen havde dog lidt krudt i garagen, som han gerne ville dele med os når klokken slog tolv. Hans Ole sov så han klarede sig igennem:-) Det var noget specielt at stå ude på villavejen helt alene med 3 små "jordsole" og 5 "jumping-jacks", men det lugtede da lidt af nytår. De fleste af narboerne var også gået i seng, og ham som vi fik overtalt til at blive var meget overrasket over at vi gjorde så meget ud af det. Vi glæder os til 4 juli som vist skulle minde om vores nytårsaften.

Jeg skal ned og besøge Theodors dagplejer for at finde ud af om hun har plads til Hans Ole. Det kunne være rigtig rart hvis de to kunne gå i samme dagpleje. Jeg håber på hun har plads mandag og onsdag, så han kan få to "lange" dage. Tirsdag er der legestue i San Francisco på den Skandinaviske skole og fredag er der "legestue" på biblioteket. Mon ikke ugen så er booket op for den lille mand.

Vi har snakket lidt om jeg skal studere, mens vi er her, men indtil videre er vores økonomi stadig lidt usikker. Det er svært at regne ud hvor meget skat Jes skal betale og så er der forsikringer, benzin og ikke mindst flybiletter til Danmark. Så indtil videre går jeg hjemme og er CEO of apt. 6F:-)

Jeg håber alle er kommet godt ind i det nye år. I må endelig skrive hvis der er noget specielt I gerne vil vide, eller noget I gerne vil have os til at forklare nærmere.

Hyg jer og pas godt på hinanden:-)
Birgitte

Fredag d. 31 december - Jul / Nytår

Julen har vi tilbragt i en hytte nær Lake Tahoe på grænsen mod Nevada, her kan I se udsigten over søen.

Det var dejligt at se masser af sne og fyrre-skove. Så var det ikke svært at komme i Jule-stemning. Vi var ude så Hans Ole kunne prøve at kælke og lave snemand. Om aftenen sad vi hytten og fyrede op i brændeovnen, og så var det ligesom vinteraftner derhjemme. (Bortset fra at vi var ved at lette hver gang der skred sne ned af taget, fordi vi troede at det var en bjørn, der var stået op af vinterhi ved lugten af andesteg.) Se flere billeder her.

I aften skal vi fejre nytår sammen med to andre danske par. Vi har ikke fundet noget nytårs-krudt at købe, kun nogle bord-bomber, så det bliver lidt tamt på det punkt. Men vi må finde 90 års-fødselsdagen på YouTube, så vi kan komme lidt i stemning.

Torsdag d. 9 december - Grøn jul

Så lykkes det mig at flå computeren væk fra Jes.

Vi har pyntet op til jul, bagt småkager og ser Matador som julekalender, så stemningen er sat. Men det er stadig lidt svært. Godt nok er træerne ved at midste bladende, men luften er lun og græsset spirer frem alle vegne. Det er som at være i "omvendt-verden". Det regner mere så hans Ole og jeg er ofte alene nede på legepladsen. Det er jo rigtig dårlig vejr!

Vi har lejet en hytte oppe ved Lake Tahoes nord-vest kyst. Vi tager derop d.23 dec. og kommer hjem igen d.26. Der skulle være meget smukt og med en del sne. Men ejeren sagde at vi ikke måtte lade madvarer ligge udenfor hytten eller i bilen, da der er bjørne i området. Vi prøvede at lokke Lisbet og Anders med oppe til hytten, men Anders hader sne. Og det hjalp åbenbart ikke at fortælle om bjørnene, så det bliver bare os selv. Vi glæder os til at komme lidt væk og holde lidt mini-ferie. Som Jes siger er det nok ikke pengene der begrænser os i ferievalg, men mere hvor mange dage han kan få fri.

Hans Ole bliver jo større og mere bevist om hvad der foregår omkring ham. Det er ofte Jes der lægger ham i seng, og Jes skal bare nævne tandbørsten, så går han ud på badeværelset. Vi synes selv han er blevet rigtig dygtig. Han kan sige forskellige lyde alt efter om det er en prut eller bøvs han efterligner. Han skal nok blive til noget når han bliver stor:-) Man skal godt nok spidse øre for at forstå hvad han siger, men efterhånden kommer der flere ord på. Han elsker at skåle og siger også noget som lyder som skål. Derudover har han lyde for vindruer, sko, vaskemaskine, propel, op, ned, hund, mad, drikke og bedste(-mor) eller bisse alt efter hvem man spørger. Han er for det meste en rigtig sød dreng, som leger og hygger sig. Men ind imellem er han på tværs hele dagen lang. Hvis han får et nej skriger han op indtil jeg giver mig. Desværre gør han det rigtig meget når vi handler ind, så når jeg har fået nok af skrigeriet og de lange blikke giver jeg efter. Ris til egen røv! Men man kan ikke være lige god på alle punkter. Hjemme kan han så bare skrige så meget han vil, der er det nemlig noget svære at sno mor. Han er udmærket klar over hvad man siger til ham, og han elsker at hjælpe til. Men samtidig kan han sidde og smile til en, mens han kaster mad på gulvet. Når man så siger nej, kigger han på en, hvorefter han kaster et nyt stykke på gulvet. Resultatet bliver at han er færdig med at spise og kommer ned. Stor skrig og skrål, og indimellem kaster han sig ned på gulvet. Efter sådan en dag er jeg klar til at sælge ham. Og det hjælper ikke ligfrem på det, når Jes kommer hjem og Hans Ole løber ham i møde med verdens største smil på. Så er det jo svært at overbevise Jes om at Hans Ole er død-irriterende og skal sælges. Men ligeså irriterende som han kan være, ligeså sød og kærlig kan han være. Så kommer han hen og giver kys og kram. Ja så kan man jo ikke sælge ham:-) Vi har fået nogle laminerede billeder og hans to ynglings billeder er det hvor Bedstefar skåler til kameret. Det andet er et hvor min veninde Ditte kysser mod kameraret. Hvordan skal han ikke blive som teenager, når han allerede nu bedst kan lide at skåle og kysse med søde piger. En dame i supermarkedet advarede mig, da hun mente at de lange øjenvipper nok skulle skaffe ham mangle bejlere. Skal man virkelig bekymre sig om det allerede nu - py ha, det er godt nok ikke nemt at være forældre til en dejlig dreng:-)

Nå nu er det tid til Matador, så jeg slutter for denne gang.

Onsdag d. 24 november - Thanksgiving

Solen skinner ikke altid i Californien, faktisk var der rim på plænerne i morges, så det var lidt koldt at cykle på arbejde. Det var lige før at vi ikke tog vores vanter med, men nu er jeg glad for at vi gjorde, vi skal bare have fundet dem.

I sidste uge tog Helle, Birgitte og Hans Ole med ind på arbejde om morgenen. Det første vi så var to kolleger, der legede med deres hunde på græsplænen mellem kontor-bygningerne. Hans Ole er vild med hunde, så han så på med stor interesse, når den ene hund løb efter en frisbee, som ejeren kastede 30 meter, og greb den i luften næsten hver gang. Hos Google er medarbejderne velkomne til at tage hunde med på arbejde, så af og til ser man firbenede gæster ligge i kontorere, og vente på at det bliver frokostpause, så de igen kan komme ned og løbe på plænerne.

Da vi havde løsrevet os fra hundene gik vi over mod en af kantinerne. Den anden vej kom en fyr susende på skateboard - det er selvfølgelig også en måde hurtigt at komme fra den ene bygning til den anden.

Der er tre kantiner at vælge imellem i den bygings-klynge, hvor jeg arbejder. Vi valgte at gå ind i den, hvor de har bacon og æg. Hans Ole havde lidt svært ved at koncentrere sig, når han hele tiden skule vinke til de andre der kom og gik.

Bagefter gik vi op og så der hvor jeg sidder og arbejder, men kl. 9 om morgenen var der ikke ret mange på kontoret.

Jeg har taget et panorama-billede af udsigten mod syd fra kontoret, til venstre kan man se nogle af Nasa's hangarer. Lidt til venstre for højspændingsmasterne kan man se et luftskib, der tøffer rundt med reklamer. Den store firkantede bygning mod midten med hvid ramme er indsugningen til en vindtunnel. I højre side kan man rigtig se, hvorfor stedet hedder Mountain View (bjergudsigt), jeg burde gå op på taget, og tage et større panoramabillede, for man kan faktisk se bjerge i alle fire verdenshjørner.

Jeg har fri torsdag og fredag, fordi det er "Thanksgiving". Jeg har prøvet at spørge en af mine kolleger, hvorfra denne tradition stammer. Han forklarede at det vistnok var noget, der var startet efter den amerikanske borgerkrig, muligvis som en genoplivning af traditioner tilbage fra de første bosættere, men det sidste var sandsynligvis blot en romantisering. Under alle omstændighedder fortalte han, at nutildags går Thanksgiving mest ud på at mødes i familien, og spise en masse - det er jo en noget som vi danskere burde kunne relatere til.

Lørdag d. 13 november - Næsten på plads

I dag kørte vi en tur højt op i bjergene, op til et gammelt observatorium, der stadig er i brug. Vejret var meget bedre end sidste gang vi var i bjergene. Der var en fantastisk udsigt deroppefra, vi kunne se ud over hele den sydlige del af San Francisco-bugten. Og jeg synes også at vi i kiggerten kunne se den bygning, hvor jeg arbejder.

Birgittes mor lander i San Francisco lufthavn i morgen, det bliver godt at vise vores nye hjem frem til andre. Vi synes selv at vi efterhånden er kommet rigtig på plads. Vi har ikke så mange pap-kasser stående mere, og vi har fået plads til at stille alle vores møbler godt op synes vi.

På arbejdet begynder den ene dag at tage den anden, selv om jeg stadig føler mig håbløst uproduktiv.

Hans Ole er helt vild med biler og mekanik. Den anden dag kom Birgitte og Hans Ole for at hente mig efter arbejde, dagen før havde jeg arbejdet over, så Hans Ole havde ikke set mig i to dage og kom løbende imod mig på parkeringspladsen. Han var lige ved at snuble over et fartbump, fordi det gik så stærkt. Men da han manglede 2 meter for at blive grebet i min favn, så fik han øje på fronten af en parkeret bil, og drejede 90 grader for at kigge på den i stedet.

Han har også været meget interesseret i at få fat i den skruetrækker vi har brugt til at samle Ikea-møbler, vi har flere gode billeder, hvor han fint står og hjælper sin far med at skrue skruerne ordenligt fast. Men skruetrækkeren er lidt for spids til han kan løbe rundt med den alene. Birgitte har dog fundet et supergodt lejetøjssæt med hammer, skruetrækker, svensknøgle og en hel arbejdsbænk. Det bedste synes jeg, var at bænken skulle skrues sammen med de samme plastik-skruer og møtrikker, som han bagefter skal lege med, så han så mig bruge den nye plastic-skruetrækket til "rigtigt" arbejde, og nu er han blevet så glad for den, at han skal have den med i seng.

Onsdag d. 3 november - Tungen på vægtskålen

I går var der valg, og hos Google var det fra højeste sted bestemt, at hele dagen skulle være fri for møder, så alle medarbejdere havde mulighed for at afgive deres stemme.

Birgitte og jeg har ikke fulgt med i valgkampen, for vi kan alligevel ikke stemme. Vi kunne dog ikke undgå at blive bombarderet i hver eneste reklamepause på TV. Indslagende bestod stort set af mudderkastning, hvor modkandidatens tidligere fejltrin og personlige episoder blev udbasuneret. Kun til slut i hvert indslag var en kort notits om, at det var blevet betalt af den anden kandidat.

Jeg må indrømme, at det ikke var gået op for mig at der skulle vælges senatorer og repræsentanter til det nationale parlament. Alle de indslag vi har set har været for (eller rettere imod) de to kandidater til Guvernør-valg i Californien. Det kan selvfølgelig godt være, at vi kunne have set mere om det national valg, hvis vi havde slået over på andre TV-kanaler. Dog kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er lidt skræmmende hvis det faktisk er sådan, at valget til mest indflydelsesrige parlament i verden får mindre opmærksomhed fra vælgerne, end de lokale valg. Måske skal vi ikke kaste med sten, for det er vel også begrænset hvor meget vi går op i valg til Europa-parlamentet - men de har heller ikke helt det samme forsvarsbudget.

Nå, men vi kan i hvert fald sende en lille tak til det nye "Tea party", det virker faktisk som om, at deres ekstremistiske kandidater i visse stater har bevirket, at nogle moderate vælgere er flygtet fra Republikanerne, som bevægelsen udsprang fra, og over til Demokraterne, sådan at Republikanerne ikke også opnåede flertal i senatet.

Samtidig kan vi se, at Californien og San Fransisco stadig er hører til blandt de mest venstreorientede stater i USA. Nogle vil måske næsten sige "Fri Hash og Vindmøller", men det første manglede som linket viser knap 4% af stemmerne i at blive en realitet i denne omgang.

Mandag d. 1 november - Mere halloween

Jeg glemte helt at fortælle om popcorn-maskinen som Google havde. Eller det var faktisk ikke en maskine, men tre mænd som poppede dem. En mand havde gummi forklæde, hjælm og visir på. Han stod ved en kæmpe wok hvor han hælte sukkervand, olie og popcorn ned i. Så poppede de mens han stod og rørte rund i wok'en. Så blev popcornene hældt ud på et bord og fyldt i poser af en anden mand. Den sidste delte poserne ud til børnene. Jeg går ud fra at de havde prøvet det før, for desværre kom der ikke for mange korn i wok'en. Jeg ville ellers helt vild gerne se den kæmpe wok koge over med poppet popcorn. Men de var lidt mærkelige popcorn, for der var sukker og ikke salt på dem. Jes og Hans Ole kunne godt lide dem, men jeg må indrømme at jeg er mere til dem med salt på.

I går, søndag, var det så den rigtige dag for Halloween. Jes og jeg havde selvfølgelig været ude og købe en masse slik, i tilfældet af hele kvaterets unger skulle komme forbi. Som dagen skred frem kunne vi mærke spændingen stige i vores lille hjem - ville der nu komme nogen, ville vi have slik nok, hvor mange slik-ting skulle hvert barn have osv osv. Vi spiste aftensmad og mørket faldt på. Nå ja børnene skulle jo også spise rigtig mad inden de gik på gaden. Det blev mørkere - nå ja det skal jo også være mørkt for at være uhyggeligt. Klokken blev 20 og så 21 og stadig ingen børn. Så kunne vi ikke vente længere - alt den gode slik og så var der ingen der ville have den! Ikke noget problem, så spiser vi det da bare selv. Da vi begge havde ædt så vi nær havde fået trommesyge, måtte vi altså give op. Man kunne jo dårlig se vi havde taget noget i skålen. Det var lidt trist at der ikke kom nogen, men vi behøver ikke at være bange for at løbe tør for slik lige foreløbig. Men til næste år må vi selv rundt og banke på døre.

I lørdags kørte vi en tur op i bjergene i vores nye bil. Vi aftalte at jeg skulle køre op, så Jes kunne sidde og glo ud af vinduet, uden at jeg blev hysterisk over at han ikke havde øjnene på vejen. Jeg er ikke så glad for at køre på små veje, så det blev lidt af en udfordring. Vi var blevet anbefalet at køre op af Mt. Hamilton, som ligger i bjergkæden inde i landet og ikke ud mod vandet. Turen startede også rigtig flot, men så kom regnvejret og så kunne man desværre ikke se ret langt. Vi må prøve at køre derop en dag hvor vejret er bedre. Jeg tror ikke jeg var helt klar over hvad jeg var gået med til, da jeg sagde ja til at køre op af bjerget. Vejen op af bjerget var i yderbanen og det var bestemt ikke alle steder de mente det var nødvendigt med autoværn. Så i et hårnålesving var det bare med at holde tungen lige i mundet, når man skulle rundt i vores kæmpe store bil, uden at have nogen fornemmelse af hvor stor den egentlig var! I midterstriben er der reflekser som stikker op, så det meste af turen op lød som om vi kørte på rumlestriber. Men vi kom da op i et stykke, og der er ikke fingermærker i rattet, så jeg er ret stolt over min præstation. Men det var nu alligevel dejligt at Jes tog turen ned, så jeg kunne slappe af og nyde den udsigt der nu var i regnvejr.

I går, søndag, var vi så en tur i "Whole Foods", som er den største økologiske butik jeg nogensinde har set. De havde simpelhen alt i økologisk udgave. Især deres frugt og fiske afdelig var vilde. Men det var priserne tilgengæld også. Det var helt vildt dyrt, så det vil altså ikke være der mine hverdagsindkøb kommer til at foregå.

Slut for denne gang. Hold jer muntre:-)
Birgitte

Lørdag d. 30 oktober - Halloween

Jeg har nu arbejdet i to uger i min gruppe, og begynder at kunne udføre små opgaver uden konstant at skulle spørge mine kolleger om hjælp. Jeg føler det dog stadig som om, at jeg famler rundt, og at det er et rent held, hvis det jeg tilføjer ikke kommer i vejen for noget andet, som jeg ikke har det fjerneste begreb om.

Jeg har stadig ikke bidraget til noget, som er synligt uden for Google, men med lidt held når jeg det om fjorten dage. Google kører med et heftigt udgivelses-tempo. Hver 14. dag laver hver grupe en ny version af deres programkode, som derefter testes internt i en kort periode, før det lægges ud i produktion så hele veden kan se det. Det bliver interessant at prøve så hurtigt et udgivelsestempo. Andre steder jeg har arbejdet har der nærmest gået et halvt år mellem udgivelser, så nu bliver der ingen perioder, hvor man kan læne sig lidt tilbage, fordi der er lang tid til næste gang kunderne ser resultatet af ens arbejde.

I går var der Halloween-dag hos Google for de voksne. Dertil hørte at alle der havde lyst gik udklædte hele dagen, man kunne møde både pirater, indianere og endda Buzz Lightyear i køen i kantinen. Det var ret komisk at se voksne gå sådan op i det.

Vi er lidt usikre på hvor mange børn der kommer og banker på i morgen, og vil have slik. Vi har købt et lager for at være på den sikre side, men vi synes ikke at vi ser mange børn i området, så måske kommer vi til at spise det meste selv.

Torsdag d. 28 oktober - Endnu en hilsen fra Birgitte

Det vigtigste først! Vi har endelig fået købt en bil. Det har taget sin tid, da vi har hyret en bil-mægler - måske ikke den bedste beslutning, da han var meget langsom. Vi måtte skrive til han flere gange fordi vi ikke forstod, hvorfor han var så længe om at finde en bil til os. Vi (og her menes der mig:-) forelskede os i en Volvo XC90, så det skulle være den slags. Mægleren fandt også en til os, men inden vi kunne nå at se den var den solgt. Nå, men næste bil han fandt var en Honda - ikke ligfrem det samme som en Volvo, så vi takkede nej uden at have set den. Så gik der et godt stykke tid og vi måtte presse lidt på. Vi troede han så havde fundet Bilen, men da vi tog ud og så den lignede det at den tidligere ejer havde kørt jord og kvæg i den. Som I nok allerede har regnet ud takkede vi også nej til den. Nu tænker I nok at vi er lidt kræsne, men vi skal jo betale rigtig mange penge. Eller måske ikke rigtig mange penge, men i hvert fald en tredjedel af prisen som den ville koste i Danmark. Det er så fedt at kunne købe en bil som vil være helt udenfor vores rækkevidde i Danmark. Nå men endelig ringede vores bil-mægler i dag og sagde at han havde fundet en bil til os. Det var måske lidt dyr, men den havde både nye dæk, GPS og DVD til bagsædet, og ikke mindst var den rigtig pæn indeni. Vi tog ud og kiggede på den, og så slog vi altså til. Klokken var over otte inden vi kom hjem, så det må vendte til weekenden med at blive rigtig kørt til.

I dag har vi også været til halloween-fest hos Google. Det var lidt af en oplevelse. Vi var ikke klar over hvor meget det var "hamstre-fest". Både børn og voksne nærmest løb rundt for at få slik, småkager, legetøj, juice osv. Lad mig bare indrømme at jeg var lidt overrasket. Men da indtrykkende havde lagt sig, gik vi skam også på jagt sammen med Hans Ole. Han var klædt ud som en lille djævel i rød velour-dragt med sorte vinger, og en rød hue med sorte horn. Han var bare så sød. Vi havde købt dragten i str. 12-18 mdr, og Hans Ole er 15, så det skulle passe fint. Det gjorde det bare ikke! Jeg kunne dårlig få ham ned i det, og benene stak ud af bukserne så han lignede Benny fra Olsen Banden. Men han var nu alligevel bare så sød.

Jeg bliver også lige nød til at fortælle om en gæst vi havde på besøg. Han var bestemt ikke inviteret! Tilbage til starten. Hans Ole var lagt i seng, og Jes og jeg sad hyggeligt på vores luftmadres-sofa. Eller hvad men nu gør, når man er ved at være rigtig træt af at sidde på gulvet. Jes sidder med sin computer og jeg sidder med min. Så får jeg kigget op på loftet over vores spisebord, og hvad sidder der der i hjørnet? En kæmpe stor edderkop - jeg har aldrig set så stor en edderkop udenfor et bur. Og jeg ville ønske at den havde været i bur. Men Jes var min store redningsmand, så han bankede den en med et bræt vi havde liggende. Det døde den af! Vi jokede lidt med at vi ikke håbede dens mor ville komme efter os. Men for at være helt ærlig håber jeg heller ikke at en magen til komme forbi. Og man kan jo ikke lade være med at tænke på, hvor har den været før vi fik øje på den. Og hvor mange andre i samme størrelse gemmer sig rundt omkring.

I morgen får vi besøg af en af Jes' kollager. Han startede samtidig med Jes, men hans familie er endnu ikke kommet. De kommer først i næste uge, så selvom vi kun har tre stole, syntes jeg det var syndt for at han var alene. Så det bliver lidt af en stole-leg. Men det bliver nu også dejlig at have gæster, så er man falder lidt mere til.

Ikke mere for denne gang.
Hyg jer
Birgitte

Lørdag d. 23 oktober - Hilsen fra Birgitte

Så er det endelig lykkedes mig at få lov til også at skrive her. Det krævede kun lidt overtalese og en del mobning:-)

Jeg vil også gerne fortælle lidt om hvad Hans Ole og jeg få dagene til at gå med. Allerede hjemme i Danmark tilmeldte jeg mig en gruppe for mødre i San Francisco og omegen. Så da vi kom herhen var der en der gerne ville lege, men hun bor i selve San Francisco, og det var altså lidt for overvældende at skulle køre helt derind. San Francisco ligger ca. 60 - 70 km fra Mountain View. Jeg skrev tilbage at jeg endnu ikke var klar til at køre så langt, men hvis der var andre i nærheden ville vi gerne lege. Så skrev Lisbeth og hun bor tæt på med sin søn Theodor på 16 mdr. Vi aftalte at mødes mandagen efter, hvor hun alligevel skulle mødes med 2 andre mødre. Lisbeth er super sød og Theodor og Hans Ole ligner næsten hinanden. To lyshårede drenge med blå øjne og tykke maver:-) De er bare så søde sammen. Det gik rigtig god den mandag, så vi har aftalt at alle skal mødes hver mandag. Dejligt allerede at have en fast aftale.

Vi har ikke særlig langt til en super god legeplads som vi besøger næsten hver dag. Der ligger rigtig mange offentlige legepladser rundt omkring, så hvis vi bliver trætte af den ene legeplads er det bare videre til den næste. Men på "vores" legeplads har vi et par gange leget med Samuel og hans mor Bethany. De er også lige flyttet til Mountain View, men er amerikanere så det er ikke helt så overvælgende som vi oplever det.

Jeg bliver lige nødt til at fortælle om "Flyvende Farmor" som også kommer nede på legepladsen. Hun er bare så mærkelig! Hun har en lille pige med som aldrig siger noget og for det meste bare sidder og leger i sandet. "Farmor" derimod snakker ivrigt med sig selv mens hun laver strækøvelser. Jeg ved ikke hvor de er fra, men de er fra et eller andet østasiasisk land. Når "Flyvende Farmor" er færdig med sine strækøvelse gå det over i en lille bøn og en snak med de højere magter. Hans Ole følger hende med store øjne, hun er bare så mærkelig! Men hun er ikke klædt som en bedstemor, næ nej - hun er ikke bange for at gå på legepladsen i gennemsigtige bukser og hvide trusser som kravler op mellem ballerne. Og blusen behøver ikke være i oversize, næ man skal da gerne kunne se lidt maveskind når hun laver sine strækøvelser. Hun er bare SÅ mærkelig!

Vi handler ind næsten hver dag. Hans Ole elsker at blive kørt rundt i indkøbsvognen. Han har fundet ud af at de fleste synes han er sød når han vinker og smiler, så han vinker og vinker til armen er ved at falde af:-) Vi prøver at handle ind forskellige steder for at finde det bedste, men det meste køber vi i SAFEWAY. Den minder lidt om Kvickly eller Føtex. Jeg har endnu ikke kunne finde noget som minder om Netto, så vi synes det er lidt dyrt at handle dagligvarer.

Hver fredag er der legestue på biblioteket. Eller det vil sige at det er en "lærer" som synger børnesange og fortæller børnerim. Første gang vi var der gad Hans Ole bare ikke at sidde stille så det var lidt af en kamp at få ham til at være med. Men bag efter kom "læreren" hen og sagde at jeg havde håndteret ham flot og hun syntes jeg havde gjordt det helt rigtige. Jeg synes hun er, hvad vi i danmark vil kalde 60'er pædagog med lilla ble og guitar under armen. Så jeg var ved at omkomme af grin over at hun ville give mig gode råd! Det lykkedes mig dog at holde masken og sige pænt tak for rosen. Vi har nu været der 3 gange og hver gang hilser hun meget begejstret på os. Hun giver mig en smule myrekryb, men det er en god måde at lære engelske børnesange.

Nå jeg slutter for denne gang - jeg skal jo også gerne have noget at skrive om næste gang jeg får fat i Jes' computer:-) Jeg ved han hader smiley'er, så han få lige en mere:-)

Hyg jer
Birgitte

Lørdag d. 16 oktober - anden uge på arbejde

Anden uge på arbejde gik hurtigere end den første. Jeg har været til flere kurser først på ugen, men torsdag og fredag fik jeg tid til at være sammen med min gruppe.

Google bruger selvfølgelig deres egne produkter internt. Dokumenter skrives i Gdocs, og kommunikationen foregår via Gmail og Gcalender. Så længe man har internetforbindelse, så virker det hele faktisk godt, (og uanset hvilket operativsystem man bruger. Jeg fik valget mellem Linux og MacOS. De har næsten udfaset Windows efter episoden i Kina, hvor hackere udnyttede svagheder i Windows til at få adgang til interne systemer i Google.) Møder i kalenderen er knyttet samen med den interne udgave af Google maps, så man kan se kontor-bygningernes grundplan med en nål hvor mødet skal foregå. Det er meget nyttigt, når der er mere end 15 bygninger i området. Det er selvfølgelig overflødigt at sige, at søgefunktionen på det interne informations-net også er verdensklasse.

Jeg brugte det meste af fredagen på at finde mig til rette på min nye computer, og på at læse dokumentation af de softwarekomponenter, som min gruppe er ansvarlig for. Sidst på dagen nåede jeg lige at gå i gang med en lillebitte opgave, som de havde fundet til mig.

Jeg kunne forstå, at Googles retningslinier er, at ens første opgave bør være større, måske af en måneds varighed, og involvere en del intern og måske også ekstern kommunikation, for at afklare detaljer. De synes at man skal have mulighed for at gøre en forskel lige fra starten. Jeg er dog glad for, at min nærmeste leder er enig med mig i, at jeg skal starte med et par ganske små fejlrettelser eller tilføjelser, før vi gradvist kan begynde på større opgaver, der også omfatter afklaringer.

Jeg glæder mig til mandag, hvor jeg forhåbenlig kan få afslutte min første opgave.

Lørdag d. 9 oktober - første uge overstået

I dag tog vi ud for at købe et fjernsyn. Vi fandt et godt tilbud i butikken, men det viste sig, at det tog 3 dage at skaffe hjem - så længe kunne Birgitte ikke vente (hun er i forvejen ved at gå ud af sit gode skin efter en uge uden TV), så vi måtte købe et større og dyrere apparat i stedet.

Efter at havde båret fjernsynet op i lejligheden fik vi det for varmt, så vi tog en tur i foreningens swimmingpool, der stadig er varm nok til at Hans Ole synes om vandet.

Det var godt, at det blev weekend. Jeg føler mig helt bombet af alle de informationer vi har fået kastet i hovedet gennem denne uge.

De har givet os et rimelig godt overblik over, hvordan Googles produktions-netværk fungerer. Selv om det langtfra er os alle, der kommer til at arbejde med det direkte, så mener de at det er godt at vide, hvor vores kode ender med at køre.

Det er helt vildt at høre om, det de har lavet. Deres eget verdensomspændende netværk, hvor de har forbundet dusinvis af computer-klynger, hver bestående af mange tunsind maskiner. De har så mange niveau'er af load-balancering og redundans, at jeg ikke kan huske det halve.

Også grundtrækkene i selve deres søge-maskine har vi hørt om, og da jeg så hvordan det var lavet, så fik jeg først tænkt rigtig over, hvor imponerende det egentlig er at kunne søge blandt milliarder af hjemmesider (bogstavelig talt) på et kvart sekund.

Nå, nu glæder jeg mig til snart at skulle arbejde sammen med min nye gruppe, og komme i gang med den første rigtige programmerings-opgave.

Onsdag d. 6 oktober - et glimt af verden indenfor

I dag fik kom der en lille regnbyge, mens jeg cyklede hjem på min gratis låne-cykel. Det er nok den første regn vi har faet mens vi har været her, men det var heldigvis hurtigt overstået.

Vi bliver kastete gennem den ene forelæsning efter den anden, og har allerede lært meget om, hvordan Googles søgemaskine er stykket sammen. Det er utrolig interessant.

Jeg glemte helt at fortælle, at den bærbare computer jeg har fået udleveret selvfølgelg kører "goo-buntu". Det er en kæmpe optur ikke at skulle døje med Windows mere. (For de ikke så Linux-kyndige, så er "Ubuntu" navnet på en meget populær udgave af Linux, og "Goo-buntu" er Googles egen variant af denne.)

Jeg begynder at se lidt af, hvordan Google fungere inden for. De har nogle ret interessante principper. F.eks. er der ikke stærk adgangs-kontrol på need-to-know basis grupperne imellem. Enhver programmør kan kigge på hele firmaets program-repositorie, og komme med konkrete forslag til forbedringer af andre gruppers programmer.

En sjov lille anekdote er, at jeg så en rundskrivning hvor holdet der vedligeholder udviklings-værktøjer skrev, at de havde fundet ud af, at mange projekter kunne reducere deres byggetid betragteligt, hvis de rydede op i deres afhængighedserklæringer. Der fandtes faktisk er værktøj til at lede efter ubrugte afhængighedserklæringer, som der medfulgte instruktioner i at bruge.

Det var måske ikke så opsigtsvækkende i sig selv. Nogle har måske gået forbi lignende nyttige opslag, men ikke haft tid til at kigge dem igennem. Det, der var lidt sjovt ved dette opslag var ikke indholdet, men det faktum at det var slået op over kummerne på toilet'et. Så mens man alligevel stod og ordnede hvad man skulle, så kunne man lige læse gode programmerings-tips og informationer fra andre grupper. Det har jeg godt nok ikke været ude for før.

Mandag 4. oktober - første dag på arbejde

Så kom dagen hvor jeg skulle træde ind på de bonede gulve for første gang. Først var jeg lidt i tvivl over, hvilken bygning og dør jeg skulle ind af, men fra atrium-gården kunne jeg pludselig se, at der stod ca. 60 mennesker stuvet sammen i den ene foyer.

Jeg gik ind, og ganske rigtigt, de var også nye medarbejdere. Da klokken slog 8 åbnede check-in, der foregik meget strømlinet med afkrydsing, forevisning af pas, oprettelse af password til computer-systemerne, fotografering til adgangskort og endelig en bid morgenmad.

Derefter opholdte vi os det meste af dagen i et auditorium, hvor forskellige google-medarbejdere holdt præsentationer. Ud på eftermiddagen (lidt i fem) var præsentationerne overstået, og en medarbejder fra den gruppe vi skulle arbejde i kom, for at vise os over til hvor vi hver skulle sidde.

Der er lidt over 8000 medarbejdere i Googles kontorer i Mountain View, så der er mange bygninger. Jeg skal være ca. 1 km fra hoved-bygningen, så det er ikke så galt. Det ligger faktisk lidt nærmere vores lejlighed, end hoved-bygningen.)

Jeg er kommet i gruppen "Billing and Payment", som vedligeholder og udvikler de systemer, der giver annoncører et overblik over, hvor mange der klikker på deres reklamer, og udskriver regninger derefter.

For de teknisk interesserede foregår alt dette i Java på Googles cluster-systemer, så der bliver meget for mig at lære. med undervisnings-timer for hele denne uge, og en del af næste uge, så det der kommer til at gå lidt tid, før jeg rigtig for set til den gruppe, som jeg skal arbejde sammen med.

Jeg skriver igen, når jeg har oplevet lidt mere.

Læs email

SSH adgang

Temperaturovervågning, Bedstedvej 46